​Titelforsvaret indledes onsdag aften

- 07/05/19

Onsdag aften skal vi tage første skridt som forsvarende pokalmestre, når vi på udebane kl. 19.30 møder Stoholm Håndbold i Santander Cuppens 6. runde.

Vi er presset på ressourcer inden onsdagens kamp, hvor vi er uden Magnus Saugstrup, der slog sin skulder i mandagens kamp mod Skjern.

Derudover må vi stadig se bort fra langtidsskadede Andreas Holst, Knud Ronau og Buster Juul, mens anfører René Antonsen er tvivlsom med en skade omkring albuen.

Alligevel må vi dog naturligvis påtage os favoritrollen, når der fløjtes til kamp onsdag aften. Målet er da også soleklart – vi skal til Stoholm, sikre videre avancement og dermed tage første step i jagten på en ny pokaltriumf.

Vinderen af opgøret booker en plads i 1/8 finalen, som spilles på den anden side af sommerferien. For to sæsoner siden mødte vi ligeledes Stoholm i 6. runde. Dengang blev det til en sikker sejr, og vi håber at kunne gentage dette onsdag aften.

Stoholm har i indeværende sæson huseret i 1. division, hvor de med en 10. plads blev en del af nedrykningsspillet. Her var de ude i to tætte opgør mod Roskilde, hvor de måtte se sig slået, og onsdagens modstander skal derfor en tur ned i 2. division.

Opgøret kan følges på vores facebook side, hvor vi løbende vil oplyse resultater undervejs i kampen, mens vi også vil opdatere fra kampen i vores Instagram-story.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere