Topbraget mod Skjern: 4.000 tilskuere får stor betydning

- 26/11/13
Det er ikk' så ring endda med opbakning fra ca. 4.000 tilskuere, når fæstningen i Gigantium skal forsvares i topbraget mod Skjern Håndbold onsdag kl. 19.30. 

- Vi har et fantastisk hjemmepublikum, og det er klart, at spillerne yder nogle ekstra procent på banen, når tilskuerne møder så talstærkt op. Det kan få afgørende betydning i kampen mod Skjern, hvor der vil blive kæmpet om hver eneste centimeter på banen. Begge hold spiller europæiske kampe i øjeblikket og er vant til at gå til stålet, siger cheftræner Nikolaj Jacobsen. 

- Det bliver en tæt kamp, som kan bølge frem og tilbage, og det er mest sandsynligt, at den først afgøres i de sidste 5-10 minutter, men så får publikum også noget for pengene, siger cheftræneren, der efter den sidste afpudsning til træning i dag, tirsdag, har alle spillere klar - med undtagelse af langtidsskadede Martin Larsen. 

- De to hold kender hinanden ud og ind - både som hold og de enkelte spillere, så jeg tror ikke, at vi kan overraske hinanden så meget rent taktisk. Det afgørende bliver dagsformen, og hvem der lige rammer det rigtige niveau, siger Nikolaj jacobsen. 

Kampen fløjtes i gang kl. 19.30, og ansvaret for afviklingen er lagt i hænderne på dommerne, Mads Hansen og Martin Gjeding. . 

Det er fortsat muligt at købe billet til den vigtige kamp her på hjemmesiden, og vi opfordrer tilskuerne til at komme i god tid og gøre brug af p-pladserne bag Gigantium, hvorfra det er også er muligt at komme ud igen ad den nye frakørselsvej. Det er før set, at de kommunale p-vagter har været et smut forbi området ved Gigantium ved kampe med mange tilskuere. 

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere