​Topopgør i Primo Tours Ligaen

- 08/10/19

Onsdag drager vi til Holstebro, hvor sæsonens 7. ligakamp spilles. Kampstart er kl. 18.30, og kampen kan følges direkte på TV2 Sport.

Der er dømt topkamp på programmet i Gråkjær Arena Holstebro onsdag aften. Vi topper i øjeblikket Primo Tours Ligaen med 11 point, mens en af vores nærmeste forfølgere er TTH Holstebro, der indtager en 4. plads med 8 point.

Holstebro-mandskabet har haft stor udskiftning op til denne sæson, og de har fået tilgang af flere profiler. På stregpositionen har de hentet Christoffer Cichosz og Søren Tau, mens bagkæden er blevet forstærket med Johan Meklenborg, Nikolaj Enderleit og hjemvendte Allan Damgaard.

De er stødt til en trup med bl.a. sidste sæsons næstmest scorende spiller i form af landsholdsaktuelle Magnus Bramming. Det er altså et særdeles slagkraftigt mandskab, der står på den anden side onsdag.

De seneste sæsoner peger på, at der nemt kunne vente os en tæt topkamp. Af de seneste seks indbyrdes opgør, har der været tre sejre til begge mandskaber. Senest med to sejre til TTH Holstebro, da vi mødtes i sidste års slutspil, hvor de begge gange trak en etmåls-sejr i land.

Det er vi opsatte på at revanchere, så vi kan bygge videre på vores fortrinlige sæsonstart og holde os alene i spidsen af Primo Tours Ligaen.

Er du ikke med fanklubben til Holstebro, er der som tidligere nævnt mulighed for at følge kampen direkte på TV2 Sport fra kl. 18.00.  
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere