Tre tætte testkampe venter i weekenden i Kragerø i Norge

- 17/08/16
Efter to testkampe mod Drammen HK og Skjern Håndbold sætter Aron Kristjansson og drengene kursen mod Kragerø i Telemarken i Norge, hvor der venter tre spændende testkampe på under to døgn.

Kragerø Resort Elite Cup hedder turneringen, og vores modstandere er TTH Holstebro, ØIF Arendal fra Norge og det kroatiske hold, NEXE, der sluttede på andenpladsen i den hjemlige turnering i sidste sæson.

Truppen rejser fra Aalborg tidligt fredag morgen, sejler Hirtshals-Larvik og er fremme i Kragerø ved 14-tiden. Vi indleder kl. 19.30 med kampen mod TTH Holstebro, sidste sæsons sølvvinder i den hjemlige liga.

Lørdag kl. 14.00 møder vi norske ØIF Arendal, der vandt grundspillet i den bedste norske række sidste sæson. På holdet er blandt andre Lars Jakobsen, der tidligere har spillet for Team Vesthimmerland.

Vi slutter turneringen søndag kl. 13.00 mod NEXE, og straks efter kampen sættes kursen mod Aalborg.

Aron Kristjansson må fortsat undvære den svenske landsholdsmålmand, Mikael Aggefors, der er på vej hjem fra OL med det svenske landshold. Han erstattes i truppen af U 18-keeperen Rasmus Thomasberg Poulsen.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere