​Turen går til Holstebro

- 28/11/20

Søndag aften skal vi igen i aktion – denne gang i HTH Herreligaen, når der er topopgør på programmet på udebane mod TTH Holstebro. Kampstart er kl. 19.00, og opgøret kan følges direkte på TV2 Sport.

14. spillerunde af HTH Herreligaen står for døren, og TTH-mandskabet er det sidste hold, vi mangler at møde i denne sæsons grundspil.

Vestjyderne indtager i øjeblikket ligaens fjerdeplads med 18 point, og de er ubesejret i deres seneste fem ligakampe.

Vi topper ligaen med 23 point, og vi kan derfor med en sejr skabe et stort hul til sidste sæsons bronzevindere, mens en sejr til hjemmeholdet vil sende TTH op på tredjepladsen og reducere vores forspring.

Der er derfor lagt op til en uhyre vigtig kamp, og vanen tro byder de indbyrdes møder ofte på spændende kampe.

I sidste sæson hev vi således to 2-måls sejre i land, mens det i slutspillet året inden var TTH, der sikrede sig to sejre – begge gange med et enkelt mål.

Begge hold kommer med en sejr fra midtugen i bagagen. TTH vandt på udebane i Fredericia, mens vi sikrede os et kæmpe selvtillidsboost med en sejr på udebane mod Veszprém.

De gode takter skal nu tages med til Holstebro på en svær udebane mod et TTH-mandskab, der sammen med os er det hold, der har hentet flest point på hjemmebane i indeværende sæson.

Vi vil dog gå benhårdt efter at tilføje dem deres andet liganederlag i Gråkjær Arena denne sæson, og du kan følge med direkte søndag aften på TV2 Sport – kampstart er kl. 19.00.  
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere