Udsolgt Jutlander Bank Arena danner ramme om årets sidste hjemmekamp

- 15/12/17

I morgen kommer KIF Kolding København på besøg. Der bliver fyldt på lægterne, og en kæmpe håndboldfest er i vente til årets sidste hjemmekamp. Kampstart er kl. 16.10.

Udenfor banen er der lagt op til et brag af de helt store, når vi fejrer klubbens syv års fødselsdag for fuldt hus. Men på banen er der også lagt op til en spændende dyst med to yderst vigtige point på spil.

Vi indtager i øjeblikket femtepladsen i 888ligaen, mens morgendagens gæster ligger på ottendepladsen, der er den sidste, som giver adgang til slutspilshåndbold. Tabellen er dog utrolig tæt, og kun et point skiller os ad inden opgøret i morgen.

Hos gæsterne har specielt to spillere gået forrest i denne sæson – Bo Spellerberg og Philip Stenmalm. Begge er at finde i top 3 på assistlisten, mens de også kan prale af at være repræsenteret på top 10 listen over flest scorede mål i indeværende sæson.

Efter fire udekampe på 11 dage kan vi nu igen se frem til at spille foran vores trofaste hjemmepublikum, hvor vi hidtil i 888ligaen har hentet 12 point ud af 14 mulige i sæsonen – og vi går naturligvis efter at udbygge pointhøsten i morgen i en fyldt Jutlander Bank Arena.

Det bliver samtidigt det syvende møde mellem de to mandskaber i 2017 efter to grundspilskampe, to slutspilskampe og to pokalkampe, hvoraf vi har trukket os sejrrigt ud af fem af disse opgør.

Til kampen i morgen vil Patrick Wiesmach og Arnor Atlason igen være med i truppen, og det er således kun Sebastian Barthold, der fortsat ikke er at finde på holdkortet.

Kampen starter kl. 16.10 og dømmes af Henrik Johnsen og Claus Adelgaard.  
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere