Uhyre vigtig pokalkvartfinale i Gigantium onsdag kl. 19.30

- 24/10/11
Vi er én kamp og én sejr fra deltagelse i Final4, og vi spiller den afgørende kvartfinale i Gigantium Arena på onsdag 26. oktober kl. 19.30 mod Århus Håndbold. Det er samtidig første opgave på hjemmebane for vores nye cheftræner, Robert Hedin.  

- Vi har brug for stor opbakning i denne tid, hvor vi er i både spillemæssig og resultatmæssig krise, siger direktør Jan Larsen. Vi spiller godt nok i perioder, men set over 60 minutter mangler vi det sidste. Vi satser hårdt på at komme i Final4, så kampen mod Århus kan både give os adgang til finalestævnet og forhåbentlig samtidig være vendepunktet for os.

For godt en måned siden stod de to hold også over for hinanden i Gigantium, hvor vi vandt 38-30 i kampen i ligaen. Århusianerne var i denne kamp uden to af holdets profiler, Toke Holst og Mads Lind. De to er nu tilbage igen, og det gør holdet stærkere.

Århus Håndbold er i ligaen placeret på femtepladsen, mens vi er nummer 10 i det meget tætte midterfelt, hvor kun to point skiller de to hold. Århus spillede i lørdags uafgjort ude mod Mors-Thy, mens vi som bekendt tabte 27-26 på udebane i SønderjyskE.

Vi har spillet de seneste kampe uden skulderskadede Jacob Bagersted. Der er fortsat tvivl om hans deltagelse i kampen på onsdag, men hans afløser, Olexandr Shevelev, har vist gode takter i kampene i Kolding og SønderjyskE, hvor han har spillet fuld tid.

Final4 plejer normalt at blive spillet i Århus mellem jul og nytår, men er i denne sæson flyttet til weekenden 4.-5. februar - også i Århus. Nordsjælland Håndbold har allerede kvalificeret sig med en overraskende sejr på udebane over Bjerringbro-Silkeborg, og Ajax fra 1. division er klar efter sejr over et andet 1. divisionshold, Vejle. Fjerde og sidste kvartfinale står mellem AG København og Skjern Håndbold og spilles 9. november.

Onsdagens modstander Århus Håndbold var sidste sæson i finalen i Final4, men tabte til AG København.



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere