Vanskelig start på slutspillet i Kolding

- 06/04/17
I den kommende weekend går det løs  i "Dødens Pulje" i slutspillet. Lørdag spiller GOG hjemme mod Skjern Håndbold, og søndag kl. 17.15 skal Aron Kristjansson tropper i aktion på den vanskelige udebane i Kolding.

Før kampene er stillingen i puljen:

Aalborg Håndbold                 2 point
Skjern Håndbold                   1 point
GOG                                      0 point
KIF Kolding København        0 point 

Det er tredje gang i denne sæson, vi møder Bo Spellerberg og co, og alle tre kampe er endt med sejre til os. I december vandt vi 31-30 på udebane i Brøndby-Hallen, og i februar vandt vi 33-23 i kampen om tredjepladsen ved Santander Cup her i Aalborg. For godt 14 dage siden vandt vi 26-22 på hjemmebane i den sidste kamp i grundspillet.

Det er vigtigt at komme godt fra start i slutspillet, og med en sejr kan vi skabe afstand på fire point ned til KIF Kolding København, mens et nederlag til os for alvor vil åbne puljen for alle fire hold.

KIF Kolding København har spillerne og erfaringen til at byde de øvrige tre hold op til dans i kampen om at komme i semifinalerne: Kasper Hvidt på mål, Bo Spellerberg, Konstantin Igropulo, Philip Stenmalm og Niko Mindegia i bagkæden, Chiuffa på højre fløj, Bjørnshauge og Viudes på stregen og Magnus Landin på venstre fløj, hvis han er klar igen efter sin skulderskade. Hvis ikke spiller Jens Peschardt, som har gjort det flot i både forsvar og angreb i Landins fravær. Og fortsat med Lars Jørgensen som forsvarsgeneral.

Kampen kan ses direkte på TV 2 Sport og dømmes af Jesper Madsen og Mads Dahl Hermann.





 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere