VELUX EHF Champions League vender tilbage til Aalborg

- 23/09/17
 
I morgen gæster slovenske RK Celje Jutlander Bank Arena, og det er første gang siden 2014/15 sæsonen, vi kan byde på håndbold i absolut fineste klasse – VELUX EHF Champions League.

Celje er et traditionshold, og de har været en fast bestanddel af Champions League turneringen, der i år har 25 års jubilæum. De har sågar stået øverst på skamlen en enkelt sæson tilbage i 2003/04.

- Det er et rigtig godt hold, vi møder. Men det er samtidigt også et af de hold, hvor vi skal have point, hvis vi skal nå vores målsætning om videre avancement. Vi får derfor brug for rigtig god opbakning, og jeg er sikker på, Jutlander Bank Arena er klar til at give den gas til den første Champions League kamp i flere år, udtaler direktør, Jan Larsen.

I sæsonens første Champions League kamp var vi tæt på at lave den store overraskelse i Flensborg, men vi måtte til sidst se os slået 30-27. Celje var ligeledes tæt på at overraske mod Veszprém men endte med at tabe 31-39.

Begge hold vil altså være yderst opsatte på at tage to point i morgen. Vi er i hvert fald helt klar til at byde Champions League velkommen tilbage til Aalborg og er sikre på, at I på lægterne er det samme. Der er fortsat billetter til kampen, og de kan købes lige her.

Kampen starter kl. 16.50 og dømmes af schweiziske Arthur Brunner og Morad Salah.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere