Vi skal møde FC Barcelona i 1/8-finalen i Champions League

- 25/02/14
Så er det afgjort: Vi møder FC Barcelona i 1/8-finalen i Champions League - og første kamp spilles søndag 23. marts i Gigantium. Spilletidspunktet fastsættes senere af Danmarks Radio, der har rettighederne til at vise kampen.

Der er returkamp i Barcelona i den efterfølgende uge.

Billetsalget åbner fredag 28. februar kl. 10.00 på www.aalborghaandbold.dk

- En helt fantastisk lodtrækning for os. FC Barcelona er et fantastisk hold med spillere som Siarhei Rutenka, Kiril Lazarov, Nikola Karabatic, Viktor Tomas og ikke mindst danske Jesper Nøddesbo, der er i gang med sin syvende sæson i klubben, siger en glad direktør, Jan Larsen.

- Det bliver den største kamp i herrehåndboldens historie i Aalborg. Vi har tidligere spillet opvisningskamp mod FC Barcelona, men det er første gang, vi møder dem i betydningsfuld kamp - og så en 1/8-finale i Champions League. Vort store og trofaste publikum har noget at glæde sig til. Vi ved godt, at det spanske hold er storfavorit, men vi spiller vores chance og går efter sensationen i Gigantium, siger Jan Larsen.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere