Vi topper tilskuer-listen i Boxer Herreligaen igen i denne sæson

- 07/01/15
Tilskuer-opbakningen til vores hjemmekampe fortsætter også i denne sæson med at være den bedste i Boxer Herreligaen, og mens KIF Kolding København var tæt på os i sidste sæson, så er vi i denne sæson et godt stykke foran dem på andenpladsen.

Totalt set har vi til vores hjemmekampe i Boxer Herrreligaen, Champions League og Super Cup haft 54.820 tilskuere, heraf kom de 36.347 til liga-kampene. Et antal, der giver os en sikker førsteplads på Dansk Håndbold Forbunds offcielle tilskuer-statistik.

KIF Kolding København er nummer to med 26.894 til deres hjemmekampe, mens Skjern Håndbold kommer på tredjepladsen med 18.188 tilskuere.

- Vi ser frem mod en række spændende og afgørende kampe i Jutlander Bank Arena i februar, marts, april og maj. Der er i disse måneder, det afgøres, om vi forhåbentligt kommer videre i Champions League ved at besejre HC Motor Zaporozhye, om vi som minumum fastholder andenpladsen i ligaen og klarer os frem til semifinale/finalen i slutspillet, siger direktør Jan Larsen.

- Publikum giver os en fantastisk opbakning, og jeg håber, at vi kan bevare vores status som ubesejret på hjemmebane i ligaen. Lykkes det, så bliver det for alvor et interessant forår, og vi glæder os til at kunne betale tilbage til publikum med flotte resultater i de kommende måneder, siger Jan Larsen.

De næste to kampe i Jutlander Bank Arena er den spændende liga-kamp mod rækkens nummer tre, HC Midtjylland, torsdag 12. februar kl. 19.30 og den meget vigtige kamp i Champions League mod HC Motor Zaporozhye søndag 15. februar kl. 16.50.

Du kan allerede nu sikre dig billet til disse kampe på www.aalborghaandbold.dk

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere