Vigtige point på spil i hjemmekamp torsdag mod HC Midtjylland

- 09/02/15
Det er tid til revanche og samtidig få to meget vigtige point i bestræbelserne på at sikre andenpladsen i grundspillet, når de succesfulde oprykkere fra HC Midtjylland gæster Jutlander Bank Arena torsdag kl. 19.30 - en kamp, der spilles i is-arenaen.

Vi tabte 27-26 i Herning tilbage i september, og midtjyderne har vist sig at være ikke et helt almindeligt oprykkerhold, så de p.t. er placeret på fjerdepladsen fem point efter os.
Deres placering overrasker ikke, for holdet består af spillere med stor liga-erfaring fra andre klubber - læg dertil stor fysik.

Vi kom fra start med uafgjort 22-22 i den vanskelige udekamp i GOG, men der er plads til forbedringer især i angrebsspillet, når vi spiller igen på torsdag. Vi viste god moral og kom godt igen efter at have lignet en taber med 10 minutter tilbage. HC Midtjylland viste også stor fight og god moral, da de førte 27-21 i søndagens lokalopgør mod Team Tvis Holstebro, men til sidst blev savnet af skadede spillere for stort, og naboerne vandt 30-29.

Holdet har en stærk og rutineret keeper i Tim Winckler, tidligere Skjern-målmand i 11 sæsoner. Tre andre tidligere Skjern-spillere er med til at binde forsvaret sammen, nemlig Jacob Østergaard, Vignir Svavarsson  og Kristian Gjessing, sidstnævnte hvis hans akillessener tillader ham at spille.

I bagkæden bomber Heino Holm Knudsen - normalt sammen med Rasmus Porup, Martin Hansen og Kasper Witt, men de kan alle tre være ude med skader på torsdag. Kasper Gutnitz er en tekniosk dygtig og hurtig spiller på højre back. Stregspilleren Vignir Svavarsson, der faktisk er holdets topscorer, er en evig kilde til uro i angrebet, og desuden er holdet stærk på kontraer på fløjene med Kasper Kvist  og Jørgen Rasmussen i venstre side og Bastian Stræde i højre side.

- Vi har mest fokus på vort eget spil. Det er vigtigt at løfte spillet kamp for kamp her efter VM-pausen, få timingen 100 procent tilbage i både forsvar og angreb, og så ved vi, at vi skal fighte hårdt i 60 minutter mod HC Midtjylland, siger Jesper Jensen.

Dommerne Henrik Mortensen og Leif Poulsen fløjter op til kampen torsdag kl. 19.30 i Jutlander Bank Arena.

Du kan fortsat købe billetter på www.aalborghaandbold.dk, og du kan købe billet til spisningen før kampen i Carlsberg Cafeen på www.aalborghaandbold.dk/quicklinks/events.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere