Aleksander Selmar: Vil være stamspiller

- 21/08/18

19-årige Aleksander Selmar er nu en fast del af ligaholdet. Den unge bagspiller blev rykket op fra vores U18-hold forud for denne sæson, og han er nu klar til sin første hele sæson på ligaholdet.

Allerede sidste sæson var Aleksander omkring førsteholdet, hvor han også fik sin ligadebut. I år er han så en fast del af ligatruppen, og det er lidt af en drengedrøm for Aalborg-knægten.

- Det er fedt at være fast på ligaholdet nu, og det er lidt en drøm for mig. Jeg er Aalborg-dreng og har siden, jeg kunne kaste med en bold holdt med byens hold, så det er selvfølgelig stort for mig nu at tørne ud i den røde Aalborg-trøje, siger Aleksander Selmar.

Han mærker en tydelig forskel på tiden som ungdomsspiller sammenlignet med pladsen som fast mand i ligatruppen.

- Min rolle har ændret sig. Jeg er nu yngste mand og fylder ikke så meget som tidligere, hvor jeg var vant til at træde forrest. Håndboldmæssigt er der også en stor forskel, og jeg kan tydeligt mærke, at alle er en tand skarpere i alle spillets facetter.

I år er Aleksander klar til at suge erfaringer til sig, men på sigt er ambitionen at blive fast mand i startopstillingen.

- I år er mit første år som seniorspiller, så her er jeg først og fremmest med for at lære og udvikle mig. På sigt er ambitionen at blive stamspiller for et ligahold – og selvfølgelig allerhelst for Aalborg. Den store drøm er dog at komme til én af de største ligaer og tørne ud for én af de allerstørste klubber, slutter Aleksander Selmar.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere