​CL-feberen raser for alvor i det nordjyske

- 27/02/20

På søndag spiller vi sidste gruppekamp i VELUX EHF Champions League, når vi får besøg af Elverum Håndball i Jutlander Bank Arena. Billetten til næste fase er allerede sikret, men det har langt fra lagt en dæmper på interessen.

I går vandt SG Flensburg-Handewitt deres sidste gruppekamp, og det betyder, at der fortsat er meget på spil, når vi løber på banen søndag.

De forsvarende tyske mestre rykkede med sejren forbi os i tabellen, men en sejr på søndag vil betyde, at vi generobrer fjerdepladsen. Det er en placering, der giver hjemmebanefordelen i kamp to i 1/8 finalen, der afgøres over to kampe.

Vores seks hidtidige hjemmekampe i gruppespillet er blevet overværet af 4.630 tilskuere i snit, og efterspørgslen på billetter til den afsluttende gruppekamp afspejler den hidtil store interesse.

- For os som klub er det noget helt særligt at deltage på den største scene indenfor klubhåndbold. Det mærker vi også hos vores mange trofaste fans, som har givet os en enorm opbakning igennem hele VELUX EHF Champions League turneringen, siger direktør Jan Larsen.

- Interessen omkring søndagens kamp er ingen undtagelse. Vi glæder os til igen at høre hymnen, og sammen med jer på lægterne vil vi kæmpe benhårdt for at slutte gruppespillet med en sejr og skabe en ny europæisk håndboldfest i Jutlander Bank Arena, slutter Jan Larsen.  

Du kan fortsat nå at sikre dig din billet til søndagens CL-brag lige her.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere