Præsentation: MOL-Pick Szeged



Klubnavn: MOL-Pick Szeged.
Hjemby: Szeged.
Land: Ungarn.
Stiftet i 1961.
Hjemmebane: Arena Zagreb.
Kapacitet: 8.300.
Titler: 4 x ungarsk mester. 7 x ungarsk pokalvinder. Vinder af EHF Cup 2014 med finalesejr over Füchse Berlin.
Cheftræner: Juan Carlos Pastor.
Assistenttræner: Marko Krivokapic.
Afgange denne sæson: Juan Canellas, playmaker, til Kadetten Schaffhausen. Jonas Källman, venstre fløj, til Benfica Lissabon. Stanislav Kasparek, højre back, til Meshkov Brest. Martin Stranovsky, venstre  fløj, stoppet. Dmitri Zhitnikov, højre back, til Orlen Wisla Plock.
Tilgange denne sæson: Sebastian Frimmel, venstre fløj, fra Kadetten Schaffhausen. Alexander Blonz, venstre fløj, fra Elverum. Miguel Martins, venstre back, fra Porto. Kent-Robin Tønnesen, højre back, fra Telekom Veszprém. Imanol Garciandia, højre back, fra PAUC Handball.

——

For fjerde gang stifter vi i Champions League-gruppespillet bekendtskab med MOL-Pick Szeged, der hører hjemme i det sydøstlige Ungarn, kun 15 km fra grænsen til Serbien. Med 165.000 indbyggere er Szeged landets tredjestørste by (efter Budapest og Debrecen), og byen minder faktisk på flere fronter om Aalborg - bl.a. med domkirke, lufthavn og et godt håndboldhold!

Hidtil har vi klaret os ganske pænt mod den ungarske storklub. I 2010-2011 tabte vi udekampen 28-37, men præsterede at vinde 34-30 hjemme. I 2014-2015 blev det Szeged-sejr i Aalborg på 28-25, men vi spillede derefter 23-23 i Ungarn, hvilket betød, at vi for anden sæson i træk kvalificerede os til 1/8-finalen. Scenariet gentog sig i 2019-2020, hvor vi hjemme tabte 28-35, efterfulgt af 26-26 i Ungarn.

MOL-Pick Szeged har længe haft en ambition om at løse billet til Final4 i Champions League, men fem kvartfinalepladser er det hidtil bedste udbytte. I sæsonen 2020-2021 blev 1/8-finalen endestation med to gange 28-33 mod THW Kiel.

På den hjemlige front har MOL-Pick Szeged i årevis kæmpet hårdt om tronen med Telekom Veszprém, der i 2020-2021 blev besejret med ét mål i begge nationale finaler.

På bænken styres MOL-Pick Szeged af den internationalt velanskrevne spanier Juan Carlos Pastor, der førte sit hjemland til VM-guld i 2005 og OL-bronze i 2008, inden han satsede på karrieren som klubtræner. Juan Carlos Pastor blev cheftræner i Szeged i 2013 og har forlænget kontrakten flere gange, senest til 2023.

Spillertruppen tæller en stribe ungarske topspillere, suppleret med profiler fra Kroatien, Serbien, Slovenien, Østrig, Norge, Portugal og Spanien. Blandt nyerhvervelserne i denne sæson er de to norske landsholdsspillere Kent-Robin Tønnesen og Alexander Blonz.

Det aktuelle klubnavn henviser til to hovedsponsorer - olie- og gasselskabet MOL med hovedsæde i Budapest samt pølsefabrikken Pick i Szeged.

MOL-Pick Szeged har hidtil haft hjemmebane i Varosi Sportsczarnok med plads til 3.200 tilskuere, men rykker nu ind i den nyopførte Szeged Arena, der kan rumme 8.300. Hallen er bygget med henblik på EM-slutrunden 2022, hvor Ungarn er vært sammen med Slovakiet. En sektion i hallen er opkaldt efter svenske Jonas Källman, der har haft en fornem karriere i MOL-Pick Szeged og bl.a. markeret sig som klubbens Champions League-topscorer gennem tiderne med hele 325 mål.
 
Eksklusivpartnere