Forbedret forsvar skal give revanche i Skjern lørdag

- 16/12/11

Både Skjern Håndbold og Aalborg Håndbold har haft tradition for at være næsten uovervindelige på egne baner. Sådan har det ikke været hidtil i denne sæson.

Vi har bl.a. tabt på hjemmebane til Skive fH og Lemvig-Thyborøn, mens Skjern har tabt til SønderjyskE, Mors-Thy og lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro i egen hule, Skjern Bank Arena.

Lørdag kl. 16.00 tørner vi sammen med Skjern Håndbold i det vestjyske, og du kan følge kampen direkte på TV 2 Sport.

Skjern kommer til kampen med de bedste kort på hånden. Struttende af selvtillid efter sejr i lokalopgøret i Holstebro i tirsdags, mens vi skal have revancheret os for nederlaget på 38-36 i lørdags til Lemvig-Thyborøn i Gigantium.

Desuden vandt Skjern kampen i første runde i Gigantium med 29-28 efter en meget tæt afslutning, hvor Kasper Søndergaard scorede sejrsmålet i de døende sekunder. Ham skal vi igen have styr på i forsvaret, for han virker sammen med Kristian Gjessing som de p.t. mest målsøgende spillere hos de grønne, mens Jesper Jensen fordrer Klitgaard med bolde på stregen.

Skjern er placeret på rækkens fjerdeplads, mens vi er nummer seks.



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere