pokal header web (1)
GOG_Handbold_logoRØD

GOG

Klubnavn: GOG (Gudbjerg, Oure, Gudme)

Hjemby: Gudme (Sydfyn)

Land: Danmark

Hjemmebane: Phønix Tag Arena til kampene i HTH Herreligaen. Kampene i Machineseeker EHF Champions League spilles i Jyske Bank Arena I Odense.

Kapacitet: Phønix Tag Arena: 1.950 tilskuere. Jyske Bank Arena: 4.000.

Klubben stiftet: 1973 – konkurs 26. januar 2010. Nyt selskab: GOG Sport stiftet februar 2010.

Titler: 8 x dansk mester. 11 x pokalvinder. (Da klubben havde kvindehåndbold, vandt de DM fire gange.

Cheftræner: Nicolej Krickau – siden 2017.

Assistenttræner: Keld Vilhelmsen.

Afgange denne sæson: Torbjørn Bergerud, målmand, til Kolstad (Norge), Mathias Gidsel, højre back, til Füchse Berlin (Tyskland), Viktor Hallgrimsson, målmand, til Nantes (Frankrig) og Oscar Bergendahl, stregspiller, til Stuttgart (Tyskland) og 10. februar 2023 videre til SC Magdeburg (Tyskland).

Tilgange til denne sæson:  Tobias Thulin, svensk målmand fra Stuttgart (Tyskland), Matthias Rex, målmand fra egne rækker, Nejc Cehte, slovensk højre back fra Hannover-Burgdorf (Tyskland), Nikolai Pedersen, venstre back fra Chartres (Frankrig) – i Aalborg Håndbold 2013-2015. Henrik Jakobsen, stregspiller fra Nimes (Frankrig), Oskar Vind, højre fløj fra TMS Ringsted, Laurits Leger, playmaker fra TMS Ringsted.

Bekræftede afgange sæson 2023-2024: Simon Pytlick, venstre back, til SG Flensburg-Handewitt, Lukas Jørgensen, stregspiller, til SG Flensburg-Handewitt, Jerry Tollbring, svensk venstre fløj til Füchse Berlin (Tyskland), Morten Olsen, playmaker til TMS Ringsted som assistenttræner.

Bekræftede tilgange sæson 2023-2024: Alexander Blonz, norsk venstre fløj fra Pick Szeged (Ungarn), Linus Persson, svensk højre back fra Nantes (Frankrig) og Emil Tonnesen, venstre back fra egne rækker.

Mange titler, hurtigt kontraspil, talentudvikling og fællesskab.

Prædikaterne, der hæftes på vores kommende modstander i 1/8-finalen i Machineseeker EHF Champions League, GOG fra Sydfyn, er mange. Et stykke håndboldhistorie med stor sportslig succes, en økonomisk nedtur med konkurs i 2010, efterfulgt af genrejsningen til toppen af dansk herrehåndbold og kronet med det danske mesterskab sidste sommer – for første gang siden 2007.

Opgørene mellem Aalborg Håndbold og GOG er blevet en ny-klassiker i dansk herrehåndbold.  Nu har placeringerne i dette års Machineseeker EHF Champions League maget det således, at vi mødes igen – med første kamp i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg 23. marts og returkamp i Odense ugen efter. Den samlede vinder af de to kampe får ”fornøjelsen” af de to seneste års CL-vindere, FC Barcelona, i kvartfinalen.

De seneste 10 opgør mellem de to hold er endt med fem sejre til Aalborg Håndbold, tre sejre til GOG og to uafgjorte kampe. Vi har allerede mødt hinanden fire gange i denne sæson med Aalborg-sejr i Super Cup med 36-31, Aalborg-sejre i begge kampe i HTH Herreligaen med 35-29 i GOG og 30-26 på hjemmebane. GOG vandt til gengæld kvartfinalen i Santander Cup i Phønix Tag Arena med 41-39.

I kølvandet på afskeden med profiler som Mathias Gidsel, Torbjørn Bergerud og Oscar Bergendahl har GOGs spil i denne sæson været anført af veteranen Morten Olsen og stjerne-frøene Simon Pytlick og Emil Madsen på de to backs, Lukas Jørgensen på stregen, Oscar Vind på højre fløj og Jerry Tollbring på venstre fløj. Læg dertil en stærkt spillende Tobias Thulin i målet.

36-årige Nicolej Krickau er cheftræner i GOG på sjette sæson i 10-året, efter at han fik sit første cheftræner-job i ligaen – i Skanderborg Håndbold, hvor han også tidligere selv spillede, indtil en skade betød slut på den aktive karriere og start på træner-karrieren. Han nåede selv at spille på ungdomslandsholdet. Østjyde – i dag bosat i Horsens.

Mens Krickau styrer tropperne på banen, er det den tidligere spiller, Kasper Jørgensen, der siden det nye selskabs stiftelse i 2010 har styret klubbens drift som direktør. I de første år som spillende direktør, indtil han stoppede karrieren i 2015. 46-årige Kasper Jørgensen kom til GOG som spiller i 2004 og var selv med til at spille holdet tilbage i ligaen efter nedrykningen til 2. division i 2010 som følge af konkursen. Det blev til en sæson i 2. division, og to sæsoner i 1. division, inden GOG var tilbage i ligaen i 2013.

De fysiske rammer i Phønix Tag Arena i Gudme er ofte for små for GOG. Det er der udsigt til en løsning på, for private investorer i Svendborg står bag en ny multi-arena til 60 millioner kroner i Svendborg, som forventes at stå færdig i 2024, og som derefter bliver ny hjemmebane for de gul-blusede fynboer.

Håndbold i verdensklasse