Kvartfinaleplads i Santander Cup er på spil

- 23/08/18

I morgen, fredag, kl. 20.00 fløjtes der til start i Nyborg, hvor det gælder 1/8 finalen i Santander Cup, og en kvartfinaleplads er dermed på spil.

Efter syv træningskampe, som har budt på fire sejre og tre nederlag, bliver det i morgen alvor. Sæsonens første betydende opgør bliver et møde med det fynske 2. divisionshold, SUS Nyborg. De blev i sidste sæson nummer 7 i 2. division med 18 point efter 20 spillede kampen.

Kampen bliver den første officielle i Aalborg Håndbold-trøjen for Kristian Sæverås, Mark Strandgaard og Ómar Ingi Magnússon, mens det også markerer Henrik Møllgaards officielle hjemkomst i Aalborg-trøjen.

Opgøret bliver uden anfører René Antonsen samt vores nytilkomne stregspiller Knud Ronau. René døjer fortsat med en skade, han pådrog sig i forbindelse med forberedelserne til sæsonen. Mens Knud stadig sidder ude med en brækket knogle i foden efter en episode under sommerens ungdoms-slutrunde.

Vi går ind til kampen som kæmpe favoritter, og der hersker da heller ingen tvivl om, at det klare mål er at rejse hjem med en kvartfinaleplads i bagagen.

Der er kampstart kl. 20.00, og du kan følge kampen direkte på tophaandbold.dk.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere