​Landsholdsuge: Tre spillere afsted

- 08/03/21

Denne uge står i landsholds-håndboldens tegn, og Henrik Møllgaard, Mikael Aggefors og Felix Claar kan alle se frem til EM-kvalifikationskampe, mens vores to svenskere også skal spille OL-kvalifikation.

Det danske landshold skal møde Nordmakedonien i to EM-kvalifikationskampe. Den første spilles på udebane i Skopje på torsdag kl. 20.00, mens Møllgaard og Co. møder nordmakedonerne på hjemmebane i Aalborg på søndag kl. 16.00. Begge kampe vises på TV2.

For svenskerne er der hele fire kampe på programmet. De starter i aften (tirsdag) kl. 18.05 med EM-kvalifikationskamp mod Montenegro. Derefter spiller de fra fredag til søndag OL-kvalifikation i Berlin.

Her møder Aggefors, Claar og resten af det svenske landshold henholdsvis Tyskland, Algeriet og Slovenien, og de to bedste hold fra puljen går videre til sommerens OL-slutrunde.

Foruden vores førnævnte trio har Magnus Saugstrup, René Antonsen, Lukas Sandell og Sebastian Barthold ligeledes været udtaget til deres respektive landshold i denne uge.

Magnus og Lukas måtte dog melde fra grundet coronavirus, mens René pådrog sig en skade i søndags. For Sebastians vedkommende skyldes det, at Norges planlagte EM-kvalifikationskamp mod Letland er blevet flyttet - og det norske Rekrutlandshold skal dermed alligevel ikke i aktion denne uge.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere