​Martin Larsen: Glad for at være tilbage

- 16/08/21
 
For Martin Larsen kan det ikke gå hurtigt nok med at gøre comeback for Aalborg Håndbold i en officiel kamp.
 
- Jeg elsker byen og klubben, og det er en drøm igen at kunne stå i en fyldt arena foran alle fansene, lyder det fra den 28-årige bagspiller, der bidrog til DM-titlerne i 2013 og 2017, inden han satte kursen mod udlandet, hvor det blev til to år i franske Pays d’Aix og et år i Leipzig. Her havde han oprindelig kontrakt for et år mere, men blev hurtigt varm på tanken om at vende hjem, da han blev kontaktet af cheftræner Stefan Madsen.
 
- Heldigvis viste Leipzig forståelse, så vi fandt frem til en løsning, der var acceptabel for alle parter, og jeg har forladt klubben uden nogen bad feelings.
 
Martin Larsen er på det rene med, at han som søn af direktør Jan Larsen bliver fulgt med lidt mere kritiske øjne end ellers.
 
- Jeg vil ikke benægte, at jeg oplever relationen som et ekstra pres, og folk er i deres gode ret til at have en holdning, men jeg koncentrerer mig om at spille håndbold og føler, at klubben er i mit blod. I sport skal man aldrig sige aldrig, men jeg kunne ikke forestille mig at spille for nogen anden dansk klub.
 
Hvordan ser du dit niveau i sammenligning med sæsonen, du rejste ud?
- Jeg havde egentlig en fin sæson i 2017-2018, hvor jeg i højere grad påtog mig en lederrolle. Men de tre år i udlandet har udviklet mig meget, så jeg føler mig mere moden og komplet i mit spil, således at jeg eksempelvis har et bedre blik for stregen og fløjene.
 
Hvordan oplever du klubben og holdet i forhold til 2018?
- Der er sket et gevaldigt løft på alle fronter. Truppen er bedre og bredere, og vi har to dygtige trænere, der også er en af grundene til, at jeg gerne ville hjem.
 
Hvilken rolle forventer du?
- Jeg ser i første række frem til at være en del af teamet. Spillemæssigt er jeg klar over, at det bliver anderledes end tidligere, fordi vi nu har flere strenge at spille på, samtidig med at Lukas Sandell har gjort det fantastisk på min plads. Men vi er to forskellige typer, og jeg tror, vi kan supplere hinanden godt i angrebsspillet. Samtidig vil jeg med min erfaring gerne bidrage til, at vi bliver lidt stærkere defensivt. Jeg fornemmer, at vi kan udvikle os på den front.
 
Ambitioner?
- Vi stiller op for at vinde hver gang, og det er kun fedt, at vi lægger et stort pres på os selv, fastslår Martin Larsen, der er noteret for 12 landskampe og senest oplevede VM-triumfen i 2019 som en del af truppen, dog uden at komme på banen.
 
- Selvfølgelig vil jeg gerne på landsholdet igen, men det rumsterer ikke lige nu. Mit fokus er at gøre det godt i Aalborg Håndbold og holde mig skadesfri.
 
Han betegner de tre år i udlandet som både hårde, lære- og oplevelsesrige. Dog blev corona-epidemien et spøgelse, der først betød, at familien måtte forlade Frankrig og rejse hjem til Danmark i tre måneder i kølvandet af sportslig succes i Pays d’Aix. Derefter blev han smittet i Tyskland og måtte sammen med familien i isolation. Senfølger i hjertet forlængede Martin Larsens pause, og kort efter sit comeback blev han sat ud af spillet med en ledbåndsskade i knæet.
 
- Som helhed har det været tre år på godt og ondt, men vi står nu et andet sted i livet og har oplevet nogle dejlige steder, kulturer og mennesker, som vi ikke ville have været foruden.
 
Martin har slået sig ned i Skalborg, og sammen med fru Sisse har han sønnen Valdemar på knap 5 år og Vilde på knap 2 år. Tiden må så vise, om familiens håndboldbegejstring holdes i hævd. Under hele dette interview spillede Valdemar med stor iver bold i hallen - og forleden satte den lille purk sig til at se en DM-finale med Aalborg Håndbold klokken syv om morgenen….

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere