Nederlag i første kvartfinale

- 12/05/22
Første kvartfinale i EHF Champions League endte med et nederlag på 36-29 på udebane mod Telekom Veszprém HC efter pauseføring til hjemmeholdet på 17-16.

Torsdag aften var vi på besøg i en ungarsk heksekedel, hvor vi jagtede et godt udgangspunkt, inden returkampen i næste uge. Og der var fuld fart over feltet fra første fløjt, og stillingen efter 10 minutter var således 7-7.

Et par tekniske fejl fra vores side blev derefter straffet prompte af hjemmeholdet, der bragte sig i front 11-7 få minutter senere.

En timeout fra Stefan Madsen var med til at stabilisere tingene, og kort tid efter fik vi reduceret til 11-10.

Herefter blev vi ramt af en dobbeltudvisning, der bragte momentum tilbage på hjemmeholdets hænder. Vi afsluttede dog første halvleg stærkt, og vi fik igen bragt forspringet ned på en enkelt, inden vi gik til pause.

Få øjeblikke inde i anden halvleg fik vi udlignet, men herefter ramte vi en længerevarende periode, hvor vi havde store udfordringer.

I vores offensiv havde vi svært ved at nedbryde en fysisk stærk ungarsk defensiv, og i den anden ende kom Veszprém buldrende med et stort tryk foran et yderst medrivende hjemmepublikum.

Knap midtvejs i anden halvleg havde Veszprém-mandskabet således bragt sig foran 24-18. 

Vi kom efterfølgende fint med i kampen igen og havde de sidste ti minutter reduceret forspringet til fire mål af et par omgange.

I slutfasen var marginalerne dog på hjemmeholdets side, og det var derfor et velspillende hjemmehold, der sikrede sig sejren på 36-29 i en udsolgt og kogende Veszprém Arena.

Der venter os derfor en svær udfordring, når vi på onsdag vil gøre alt for at forsøge at vende tingene til vores fordel - denne gang med en udsolgt Sparekassen Danmark Arena og vores fantastiske hjemmepublikum i ryggen.

Inden da gælder det dog slutspillet i den hjemlige liga, hvor vi på søndag får besøg af Mors-Thy - køb din billet til denne kamp ved at klikke her. 

Matchfacts

Telekom Veszprém målscorere:
Gasper Marguc 7, Yahia Omar 6, Andreas Nilsson 5, Kentin Mahe 5, Petar Nenadic 4, Rasmus Lauge 4, Manuel Strlek 4, Dejan Manaskov 1. 

Aalborg Håndbold målscorere:
Buster Juul 6, Kristian Bjørnsen 5, Lukas Sandell 5, Felix Claar 4, Benjamin Jakobsen 2, Aron Pálmarsson 2, Sebastian Barthold 1, Jesper Nielsen 1, Nikolaj Læsø 1, Henrik Møllgaard 1, René Antonsen 1. 

Udvisninger:

Telekom Veszprém: 4 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 6 x 2 min.

Redninger:

Rodrigo Corrales: 8/37 (22%)

Simon Gade: 5/28 (18%)
Mikael Aggefors: 5/17 (29%)


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere