​Optakt: Skanderborg kommer på besøg

- 02/10/20

Lørdag eftermiddag skal vi i ilden igen, når Skanderborg Håndbold gæster Jutlander Bank Arena. Kampstart er kl. 14.00.

Vi har mildest talt fået en forrygende start på sæsonen, og vi har foreløbigt kunne trække os sejrrigt ud af samtlige af de hidtidige kampe.

Denne stime vil vi forsøge at udbygge lørdag, hvor der venter en spændende kamp mod Skanderborg, som vi traditionelt spiller nogle uhyre tætte kampe med.

I sidste sæson endte begge indbyrdes ligaopgør således uafgjort, mens vi i mødet inden da vandt med en enkelt scoring – det var i øvrigt i pokalfinalen i marts 2019….

Går man lidt længere tilbage, ser man, at det er helt lige fordelt på de seneste otte indbyrdes opgør i betydende kampe – tre sejre til hvert mandskab og de to uafgjorte fra ligasæsonen 2019/2020.

Vi er yderst opsatte på, at det seneste indbyrdes regnskab skal tippe til vores fordel efter lørdagens kamp, hvor vi med en sejr kan udbygge forspringet i toppen af Herre Håndbold Ligaen.

Skanderborg-mandskabet er dog også kommet ganske fint fra land. Tre ligasejre ud af fire mulige er det blevet til samt en kvartfinaleplads i Santander Cuppen.

Det er altså to formstærke hold, der tørner sammen i Jutlander Bank Arena, men vi vil gøre alt for at fastholde momentum og tildele gæsterne deres andet liganederlag i indeværende sæson.

400 tilskuere vil bakke os op i denne mission i Jutlander Bank Arena, mens vores øvrige trofaste følgere kan holde sig opdateret på tophåndbolds livescore-side. Vi har nemlig desværre ikke mulighed for at livestreame kampen på vores Facebook-side grundet TV-rettigheder.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere