Revanchetid mod Kiel!

- 23/11/21

Blot seks dage efter vores seneste møde er der udsigt til et brag af en håndboldkamp, når THW Kiel gæster Sparekassen Danmark Arena. I det seneste opgør viste vi gode takter i store dele af kampen, men måtte efter en tæt affære se os slået af de tyske mestre 31-28.

 

Vi er nu halvvejs i det indledende gruppespil, og derfor gælder det onsdag ottende spillerunde. Det har indtil videre været en utrolig tæt pulje, da blot tre point skiller første- til femtepladsen. Inden onsdagens kamp ligger vi på en fjerdeplads med otte point - lige i hælene af Kiel med 11 point.

 

Disse to kampe kan derfor blive afgørende i målet om at ende blandt de to bedste efter gruppespillet, da disse to hold springer 1/8-finalen over og kvalificerer sig direkte til kvartfinalerne. Vi vil derfor gøre alt vi kan, for at fastholde os i toppen, inden slutspurten i gruppespillet for alvor sætter ind. En sejr i de næste to hjemmekampe kan få stor betydning!

 

I vores sidste opgør gjorde blandt andet en velspillende Niklas Landin det svært og afvigede et muligt comeback. Vi er derfor klar over, at der onsdag aften venter en svær udfordring mod den tyske storklub.

 

Vi glæder os til at skabe en fantastisk stemning sammen med jer i en udsolgt Sparekassen Danmark Arena, hvor vi får brug for alt jeres opbakning. Med hjemmepublikummet i ryggen kan vi få arenaen til at koge og give spillerne ekstra energi i kampen mod en sejr over de tyske mestre.

Kampen starter kl. 18.45 og sendes direkte på TV3 Sport.



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere