Så gælder det Viborg HK fredag på udebane

- 22/09/11
For en stund vender vores cheftræner Jakob Vestergaard fredag aften tilbage til Viborg Stadionhal, som han forlod i foråret for senere at skifte fra damehåndbold til herrehåndbold her i Aalborg.

Jakob Vestergaard og hans tropper kommer til Viborg for at hente to point, men der venter sandsynligvis 60 hårde minutter mod et point-hungrende Viborg-mandskab, der jagter de første point, og som har en plet at vaske af efter det store nederlag i Holstebro forleden.

Vi er kommet fra start med seks point i fire kampe, og kun det knebne nederlag til Skjern ærgrer. For at fastholde positionen helt i toppen skal der to point på kontoen i Viborg. De to hold mødtes i en test-kamp kort før sæsonstart og gav her hinanden en god kamp med høj intensitet.

Viborg har fortsat Dane Sijan i målet sammen med Kim Andersen, og Nikolaj Hansen og Rasmus Hansen udgør midterforsvaret. Angrebet styres primært af playmakeren Mads Møller, der har lynhurtige fløje i Casper Mortensen og Jesper Meinby og nye på de to backs er René Madsen og Elijan Dzankovic.

Jakob Vestergaard kan stille med samme mandskab, som besejrede Århus Håndbold 38-30 i fredags i Gigantium.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere