SC Magdeburg
Klubnavn: SC Magdeburg (Sportclub Magdeburg e.V.)
Hjemby: Magdeburg.
Land: Tyskland.
Stiftet i: 1955.
Hjemmebane: Getec Arena Magdeburg.
Kapacitet: 6.600.
Titler: 2 x vinder af Champions League 2002 og 2023, 2 x vinder af Mesterholdenes Europa Cup 1978 og 1981, 1 x vinder af EHF European League 2021, 3 x vinder af EHF Cup 1999, 2001 og 2007, 3 x vinder af IHF Super Globe 2021, 2022 og 2023, 3 x tysk mester 2001, 2022 og 2024, 3 x tysk pokalvinder 1996, 2016 og 2024. Desuden 10 mesterskaber og 5 pokaltitler i DDR.
Cheftræner: Bennet Wiegert.
Assistenttræner: Yves Grafenhorst.
Afgange denne sæson: Mikael Aggefors, målmand, karrierestop. Piotr Chrapkowski, venstre back, karrierestop. Janus Smarason, playmaker, til Pick Szeged. Lukas Meister, streg, til Kadetten Schaffhausen. Georg Löwen, streg, til Wetzlar.
Tilgange denne sæson: Tim Zechel, streg, fra HC Erlangen. Antonio Serradilla, venstre back, fra Elverum. Isak Persson, højre fløj, fra Bergischer. Manuel Zehnder, venstre back, fra HC Erlangen.
Bekræftet tilgang 2025-2026: Elvar Örn Jonsson, venstre back, fra Melsungen.
SC Magdeburg var i 2023-2024 på vej mod en historisk jubelsæson, men Aalborg Håndbold bremsede deres succestogt i Champions League-semifinalen i Köln, hvor vi overraskende formåede at besejre de forsvarende mestre 30-28.
Tynget af skuffelsen tabte Magdeburg herefter bronzekampen mod THW Kiel, og Final4-stævnet blev dermed et antiklimaks på en fantastisk sæson, hvor klubben i sikrede sig The Double – Bundesliga-mesterskabet og pokaltrofæet – i den benhårde hjemlige konkurrence, krydret med guldet i VM for klubhold, IHF Super Globe.
Magdeburgs præstationer sættes i relief af, at holdets islandske profil Gísli Kristjansson var ude i den første halvdel af sæsonen som følge af en skulderoperation, og at førstemålmanden Nikola Portner fra april til slutningen af juni var suspenderet på grund af en dopingsag, hvorefter klubben i hast hentede Mikael Aggefors ind som makker med Sergey Hernandez. Aggefors var ellers stoppet som aktiv og virkede som målmandstræner i Alingsås, efter at han i fjor tog afsked med Aalborg Håndbold i kølvandet af syv succesrige sæsoner hos os.
Dermed talte Magdeburg-truppen i slutningen af sidste sæson hele fem tidligere Aalborg-profiler, idet Omar Ingi Magnusson tog springet i 2020, fulgt af Magnus Saugstrup i 2021 og Felix Claar i 2023, mens Janus Smarason i 2023 blev hentet i Kolstad, hvor han spillede én sæson efter to år i Frisch Auf Gōppingen – efter Aalborg-afskeden i 2020.
Både Magnusson, Saugstrup og Claar havde i sidste sæson deciderede hovedroller på Magdeburg-mandskabet, der angrebsmæssigt praktiserede en meget hurtig, udfordrende og duelpræget spillestil, som gang på gang overrumplede modstanderne.
Magnus Saugstrup høstede stor anerkendelse for sine præstationer og blev kåret som sæsonens mest værdifulde spiller i Bundesligaen. Undervejs kunne både Magnus Saugstrup og Felix Claar to gange smykke sig med titlen som månedens spiller.
Udover Magnus Saugstrup har Magdeburg dansk islæt i skikkelse af Michael Damgaard, der er i gang med sin 10. sæson i træk i klubben. Den 34-årige skudstærke back sidder ofte på bænken, men har manifesteret sig som en gylden joker, der bl.a. bidrog kraftigt til CL-triumfen i 2023. Ved Final4 i 2024 var Michael Damgaard fraværende på grund af en skade.
Michael Damgaards kontrakt med Magdeburg udløber i 2025, mens Magnus Saugstrup og Omar Ingi Magnusson er engageret til 2026. Felix Claar har for nylig forlænget sin kontrakt til 2028, mens klubben i sommer vinkede farvel til Janus Smarason, der skiftede til Pick Szeged.
Semifinalen i 2024 var Aalborg Håndbolds første konfrontation med Magdeburg i Champions League, men på andre fronter har de to klubber tidligere tørnet sammen. I 2016 var vi i pulje med Magdeburg i EHF Cup, hvor de indbyrdes kampe udmøntede sig i en sejr til hver side, og i 2021 mødte vi Magdeburg i semifinalen i Super Globe, hvor tyskerne vandt 32-30 – og siden besejrede Barca i finalen.
I august 2023 krydsede vi klinger med Magdeburg i en træningsturnering i Halle. Her blev resultatet 26-26, hvorefter Magdeburg vandt 33-32 efter straffekastkonkurrence.
Er par måneder forinden sikrede Magdeburg sig på dramatisk vis CL-trofæet første gang, klubben havde kvalificeret sig til Final4 i Köln. Titlen kom i hus med to hårfine sejre: 40-39 over Barca i semifinalen efter forlænget spilletid og straffekast – og 30-29 over Kielce i finalen efter forlængelse.
Magdeburgs fremmarch tilskrives i høj grad cheftræner Bennet Wiegert, der i 2001 fejrede CL-titlen som spiller i klubben. Den nu 42-årige Bennet Wiegert overtog ansvaret for Magdeburg i december 2015, og under hans kommando brød klubben længere tids titeltørke ved at vinde den tyske pokalturnering i 2016, European League i 2021, Super Globe i 2021 og 2022 samt det tyske mesterskab i 2022 som tilløb til kulminationen i Kōln for godt et år siden. Klubben måtte dog i næsten samme åndedrag afgive den hjemlige titel til THW Kiel, hvor Niklas Landin satte et perfekt punktum før sit skifte til Aalborg Håndbold.
I sidste sæson byggede Magdeburg som nævnt videre på den opadgående kurve, bl.a. ved at løse billet til Final4 i Kōln via to tætte kvartfinaler mod Kielce, der missede en “matchbold” i den afgørende straffekastkonkurrence. I Bundesligaen satte Magdeburg trumf på ved at vinde de 13 sidste kampe, og Bennet Wiegert blev ligesom i 2022 kåret som årets træner i Tyskland.
Magdeburgs trup består af 18 spillere fra 7 nationer, heriblandt 10 spillere fra de nordiske lande. Niveauet illustreres af, at klubben ved EM i januar 2024 var repræsenteret af hele 15 aktører – Felix Claar, Albin Lagergren, Daniel Pettersson og Oscar Bergendahl hos Sverige, Omar Ingi Magnusson, Janus Smarason og Gisli Kristjansson hos Island, Philipp Weber og Lukas Mertens hos Tyskland, Michael Damgaard og Magnus Saugstrup hos Danmark, Nikola Portner og Lucas Meister hos Schweiz, Sergey Hernandez hos Spanien samt Christian O’Sullivan hos Norge.
Ved OL i juli/august 2024 deltog otte Magdeburg-spillerere – den svenske kvartet Felix Claar, Albin Lagergren, Daniel Pettersson og Oscar Bergendahl samt Lukas Mertens, Tim Hornke, Magnus Saugstrup og Christian O’Sullivan. Her var uheldet ude efter begge klubbens højre fløje, idet både Tim Hornke og Daniel Pettersson blev sat ud af spillet undervejs med fodskader. Det var mest alvorligt med Tim Hornke, der kom galt afsted kort inde i åbningskampen og må holde cirka et halvt års pause. Som afløser har Magdeburg hentet klubbens femte svensker, Isak Persson, der var klubløs efter nedrykningen med Bergischer. Også Felix Claar kom skadet hjem fra OL med udsigt til flere måneders fravær, og for at dække hullet har Magdeburg sikret sig ingen ringere end Bundesligaens topscorer 2023-2024, schweizeren Manuel Zehnder, der var udlejet fra HC Erlangen til nyoprykkede Eisenach og noterede sig for hele 277 træffere.
Magdeburg indledte 31. august den nye sæson med at tabe 30-32 til Fūchse Berlin i den tyske Super Cup.
SC Magdeburg har ikke kun håndbold, men også atletik, kano, gymnastik, roning og svømning på repertoiret. Byens fodboldhold hedder 1. FC Magdeburg og er placeret i midten af 2. Bundesliga. Klubben vandt i 1974 pokalvindernes Europa Cup.
Byen Magdeburg ligger ved floden Elben i den tyske delstat Sachsen-Anhalt og tæller knap en kvart million indbyggere. Afstanden til Aalborg er 725 km.