​Sikkert videre i pokalen

- 24/02/20

Efter lidt slinger i valsen fra kampens start trak vi fra mod slutningen af første halvleg. Herefter var sejren aldrig i fare, og vi endte med at vinde aftenens opgør i 5. runde af Santander Cuppen ude mod Grindsted med slutcifrene 23-29 efter pauseføring på 7-14.

Fra opgørets begyndelse havde vi svært ved for alvor at sætte os på begivenhederne. For mange fejl holdte hjemmeholdet inde i kampen, mens en velspillende Kristian Sæverås sørgede for, at vi beholdte en spinkel føring.

En god periode til slut i første halvleg gav dog luft til Grindsted-mandskabet, og vi trak fra til pause, hvor vi gik i omklædningsrummet foran med syv mål.

Spillemæssigt blev det aldrig en sprudlende affære fra vores side, men vi bevarede nok kvalitet i spillet til, at hjemmeholdet aldrig for alvor fik færten.

Sejren kom dermed aldrig i fare, og da sluthornet lød, kunne vi konstatere, at vi havde sikret os en billet videre i pokalturneringen efter en sejr på 29-23.

Hjemmeholdet bed godt fra sig i en imponerende kulisse i MAGION, Grindsted, hvor cirka 1.500 tilskuere var mødt op for at støtte det lokale 2. divisionshold til en godt arrangeret kamp, hvor der var masser af stemning på lægterne.

Fra vores side blev det en kamp, der i perioder var præget af mange fejl og manglende skarphed. Vi fik dog strammet grebet om kampen på de rigtige tidspunkter.

Dagens store historie var derudover, at der blev comeback til Knud Ronau efter mere end et års pause oven på en korsbåndskade. Knud kom også på tavlen med få minutter tilbage til stående applaus fra hele bænken.

Nu skal vi hurtigt kigge fremad, for på søndag venter en vigtig kamp hjemme i Jutlander Bank Arena, hvor Elverum Håndball kommer på besøg i VELUX EHF Champions League. Med en sejr kan vi sikre os gruppens fjerdeplads og dermed hjemmebanefordelen i 1/8 finalen – køb din billet til kampen her.
 
MATCHFACTS:
 
Målscorere for Grindsted Håndbold:
Frederik Nielsen 5, Hjalmar Andersen 4, Thomas Theilgaard 4, Daniel Jørgensen 3, Emil Larsen 2, Jacob Pedersen 2, Rolf Ravn 1, Nikolaj Svalastog 1, Mikkel Andersen 1.

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Magnus Saugstrup 8, Tobias Ellebæk 5, Magnus Møland 3, Janus Smarason 3, Buster Juul 2, Mads Christiansen 2, Mishels Liaba 2, Ómar Ingi Magnússon 2, Sebastian Barthold 1, Knud Ronau 1.

Udvisninger:
Grindsted Håndbold: 3 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere