​SPORTMASTER er ny officiel retail partner for Aalborg Håndbold

- 13/05/22
Fra næste sæson bliver SPORTMASTER Danmark den officielle retail partner for Aalborg Håndbold på en stor og langvarig aftale, der løber helt frem til sommeren 2027.
 
Efter mere end 40 år inden for branchen er SPORTMASTER Danmarks største sportskæde med mere end 1000 ansatte fordelt i 75 butikker rundt i landet - heraf otte i Nordjylland.
 
Med den nye aftale ønsker SPORTMASTER at sætte et markant fokus på Aalborg Håndbold i deres butikker i Nordjylland - samt i udvalgte flagship stores i København, Aarhus og Odense, hvor Aalborg Håndbold fremover vil være synlige i form af merchandise og næste sæsons nye spillertrøje.
 
Især i hovedbutikken, placeret i Aalborg Storcenter, går de all in med et større grafisk setup og indretning, der vil være med til at promovere Aalborg Håndbold og gøre klubben synlig samt øge tilgængeligheden og tilstedeværelsen i byrummet.
 
Det kommende samarbejde glæder Mik Geertsen, Teamsport Manager i B2B & Teamsport/Sponsor, SPORTMASTER.
 
“Det er med stor begejstring, at vi indgår den nye aftale med Aalborg Håndbold, som bliver den største håndboldaftale i SPORTMASTERs historie. Aalborg Håndbold har sat et markant aftryk på den internationale håndboldscene over de seneste sæsoner og er blevet et kæmpe brand i Danmark. Med en række fælles værdier og ambitioner er vi overbeviste om, at aftalen er den helt rigtige for begge parter, og vi glæder os til at kunne tilbyde et fast sortiment af Aalborg Håndbold merchandise i vores butikker landet over,” udtaler han.
 
Aftalen betyder, at SPORTMASTER bliver ny Eksklusiv Partner i Aalborg på en foreløbig femårig aftale.
 
”Vi glæder os selvfølgelig over den nye historiske aftale med SPORTMASTER. Vi får her en yderst aktiv samarbejdspartner, som vil være med til at udbrede Aalborg Håndbold som brand. Det åbner op for et fantastisk spændende samarbejde, hvor vi i fællesskab kan øge de kommercielle muligheder og synligheden markant,” udtaler direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen.
 
I samme omfang bliver SPORTMASTER ny hovedpartner for Aalborg Håndbolds håndboldskoler. Desuden vil samarbejdet give nye spændende muligheder og unikke fordele for vores samarbejdsklubber i et samarbejde mellem Aalborg Håndbold, SPORTMASTER og Hummel.

På billedet fra venstre Mik Geertsen, Teamsport Manager i B2B & Teamsport/Sponsor, SPORTMASTER, Chris Thiessen, Udviklingschef, Aalborg Håndbold og Jørgen Lyngholm, Regionschef Nord- og Vestjylland, SPORTMASTER.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere