​Tilbageblik på et begivenhedsrigt og historisk år

- 23/12/21

I dag (lillejuleaftensdag) fra kl. 12.00 går administrationen på juleferie, og kontoret holder lukket frem til mandag 3. januar – og med 2021, der lakker mod enden, er det passende at kigge tilbage på et yderst begivenhedsrigt år.

Sportsligt har vi efter planen fortsat to ligakampe på programmet, der bliver spillet henholdsvis 27. og 30. december medmindre corona-tilfælde sætter en stopper for dette.

Uafhængigt af resultaterne i disse kampe kan vi dog glæde os over et forrygende år, der har budt på fantastiske sportslige præstationer.

- 2021 vil altid stå som noget helt specielt i Aalborg Håndbolds historie. Foruden bl.a. vores sjette DM-titel og fjerde Super Cup-trofæ har vi skabt historie internationalt med finaledeltagelse i EHF Champions League og en tredjeplads ved IHF Super Globe, siger direktør Jan Larsen.

- I den anden ende af skalaen har corona-situationen i perioder fortsat spøgt i kulissen. Det har til tider skabt udfordringer, men disse har endnu engang bekræftet mig i, hvilken fantastisk opbakning vi har fra vores samarbejdspartnere, sæsonkortholdere, frivillige samt fans i det hele taget. Det vil jeg afslutningsvis gerne sige en stor tak for, og jeg glæder mig til, at vi ses i 2022, hvor vi forhåbentlig skal dele flere store håndboldoplevelser sammen, slutter Jan Larsen.

I denne video kan du se eller gense nogle af de største sportslige øjeblikke fra 2021.

Vores planlagte hjemmekamp mod Ribe-Esbjerg 27. december vil jo desværre blive uden tilskuere grundet restriktionerne – såfremt opgøret gennemføres, vil kampen til gengæld blive livestreamet på vores Facebook-side fra kl. 19.15.

Tilbage er blot at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul samt et godt nytår på vegne af alle i og omkring Aalborg Håndbold – vi ses i 2022, der tegner til at blive endnu et hæsblæsende og spændende år!
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere