Aalborg Håndbold cruisede til sejr

Uden at spille sig ud sejrede Aalborg Håndbold onsdag aften over KIF Kolding, der måtte forlade Sparekassen Danmark Arena med et nederlag på 35-31.

Efter lørdagens storsejr over GOG på udebane var Aalborg Håndbold onsdag aften tilbage i hjemlige rammer i Sparekassen Danmark Arena, hvor KIF Kolding var på besøg.

Cheftræner Stefan Madsen måtte atter se bort fra skadede Lukas Nilsson, ligesom Jesper Nielsen heller ikke var kampklar denne aften. Det gav plads i truppen til unge Marcus Kløve, der dog ikke fik spilletid, mens det på banen var Fabian Norsten der startede i målet, ligesom blandt andet Buster Juul og Patrick Wiesmach var med fra første fløjt.

Ikke uventet var det hjemmeholdet der tog teten tidligt i opgøret, men gæsterne kæmpede fint for sagen, og udnyttede hurtigt når Aalborg Håndbold satte bolden over styr i angrebet. Stillingen var således helt lige 4-4 efter de første 10 minutter.

I målet kom Fabian Norsten godt fra land med fem redninger i de første 15 minutter, mens anfører René Antonsen var mest træfsikre spiller for hjemmeholdet med tre af de seks første nordjyske scoringer

Fortsat ventede man dog på, at hjemmeholdet for alvor fik sat den fart i spillet, som i weekenden var stærkt medvirkende til at sænke GOG, ligesom man defensivt tillod gæsterne at komme til relativt uhindrede skud fra distancen.

Indskiftningen af Marinus Munk satte mere fut i tingene, og kort efter havde den garderhøje back scoret tre gange, så måltavlen viste 11-7 efter 20 minutter.

Herfra begyndte hjemmeholdet langsomt, men sikkert at trække fra et ungt Kolding-mandskab, der fysisk havde det svært mod hjemmeholdet. Mads Hoxer kom ligeledes på banen, og Hoxers hammer lynede tre gange inden pausen, hvor stillingen var komfortable 18-12 i nordjysk favør.

Om føringen blev en sovepude, vides ikke, men gæsterne ud fra pauseteen med fornyet tro på tingene, og med fem scoringer i de første fem minutter blev Aalborg-føringen reduceret til 21-17.

Kort efter fik de hvidklædte gæster dog kampens første udvisning, og Stefan Madsens mandskab var ikke sene til at udnytte overtallet til igen at bringe sig i front med seks scoringer.

Uden at gæsterne for alvor blev truende lå føringen løbende mellem fire til seks mål, og derfor kunne spillere som Sebastian Barthold og Kristian Bjørnsen blive på bænken hele opgøret og spare vigtige kræfter frem mod et fortsat tæt kampprogram.

Koldingenserne var dog ikke indforstået med at lukke kampen ned før sidste fløjt, og med små ti minutter tilbage reducerede Pelle Boesen til 29-26.

Niklas Landin var i slutfasen kommet på banen i et forsøg på at fjerne den sidste spænding om udfaldet, men målvogteren kunne ikke forhindre, at udeholdet fortsat hold liv i håbet om point.

Størstedelen af de 5.055 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena blev således holdt unødvendigt længe på pinebænken, da man skulle helt frem til 58. minut førend tingene endegyldigt blev sat på plads med to scoringer af Mikkel Hansen, samt to store redninger fra klos hold af Landin.

Med slutresultatet 35-31 kunne Aalborg Håndbold dermed sætte yderligere to point på kontoen i Herreligaen, hvor man fortsat er tophold med maksimumpoint efter syv spillerunder.

Ugens andet opgør i den hjemlige liga byder på et møde med TTH Holstebro på udebane lørdag eftermiddag.

Matchfacts Herreligaen

Aalborg Håndbold – KIF Kolding 35-31 (18-12)

Stillinger undervejs

10’ 4-4, 20’ 11-7 30’ 18-12, 40’ 25-20, 50’ 29-26, 60’ 35-31

Målscorere Aalborg Håndbold

Buster Juul 6, Marinus Munk 5, Mads Hoxer 5, René Antonsen 4, Martin Larsen 4, Mikkel Hansen 4, Aleks Vlah 3, Simon Hald 2, Jack Thurin 1, Patrick Wiesmach 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 30%

Fabian Norsten – 25%

Målscorere KIF Kolding

Erik Toft 7, Benjamin Pedersen 5, Viktor Nevers 4, Bjarke Christensen 3, Jens Svane 2, Jonas Fuglsbjerg 2, Victor Lyngsø 2, Oliver Norlyk 2, Frederik Bay 1, Robert Timmermeister 1, Peter Lund 1, Pelle Boesen 1

Redningsprocenter KIF Kolding

Magnus Brandbyge – 15,4%

Rasmus Døssing – 22,6%

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 2

KIF Kolding: 1

5.055 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

A handball player in a light blue jersey with the number 1 stands on the court, facing forward, with a crowd of spectators in the background.

Seks spillere nomineret til EHF Excellence Awards 2026

Hele seks Aalborg Håndbold-spillere er blandt de nominerede til årets prestigefyldte priser.
HHD_6838

Champions League-trøjerne er nu på auktion

Vil du sikre dig en af de unikke Champions League- og Final4-trøjer fra den nu overståede sæson? Så afgiv dit bud allerede nu.
HHD_6469

Nederlag i sæsonens sidste kamp

De tyske mestre fra SC Magdeburg var for stor en mundfuld, da kampen om bronzemedaljerne ved TruckScout24 EHF FINAL4 endte med et nederlag på 26-32.

Håndbold i verdensklasse