Aalborg Håndbold genvandt Bambuni Super Cup

Efter en unødigt spændende afslutning sikrede de danske mestre sig sæsonens første trofæ, da SAH blev besejret 31-28. Mads Hoxer blev topscorer med syv fuldtræffere.

Søndag eftermiddag var det endelig blevet tid til sæsonens første kamp med noget på spil, da Aalborg Håndbold i Bambuni Super Cup i Arena Randers skulle dyste mod SAH om sæsonens første trofæ.

Uden fortsat skadede Lukas Nilsson, samt Patrick Helland Anderson, indledte de regerende danske mestre med Niklas Landin på mål, Thomas Arnoldsen, Mads Hoxer og Sander Sagosen i bagkæden, Patrick Wiesmach og Magnus Landin på fløjene, samt Felix Möller på stregen. I defensiven kom Simon Hald i aktion for Sagosen.

Som det var tilfældet i de to DM-finaler tidligere på året, kom østjyderne blæsende fra første fløjt med masser af fart og et dynamisk forsvar, hvilket i de første minutter voldte problemer for den nordjyske midtblok.

Felix Möller var således godt udfordret overfor rapfodede Fredrik Olsson, og svenskeren fik da også opgørets første udvisning efter mindre end fem minutter. Forseelsen kostede også et straffekast, som de blåklædte scorede til en tidlig 1-3 føring.

En halvsløj start blev værre, da Arnoldsen sendte kuglen forbi mål, inden han i modsatte ende tog ulovlige midler i brug overfor Johan Hansen, hvilket også kostede to minutter på bænken, så man i et halvt minut måtte spille fem mod syv.

Kort efter kom fem-et forsvaret i brug for at stække fusionsklubbens angreb, og det træk gav to reduceringer, inden Arnoldsen på en kontra efter en Landin-redning, kunne udligne til 6-6 i 11. minut.

Herefter var det Aalborg Håndbold der kom i overtal, men fordelen blev dårligt forvaltet, så SAH kunne nette to gange mod Arnoldsens ene, hvorfor man efter et kvarters spil var bagud 8-9.

Den fjerde Landin-redning blev vekslet til udligning i modsatte ende, inden kampens første timeout blev udløst fra sølvvinderne.

Igen gjorde Simon Dahls tropper tingene svære for sig selv, da Marinus Munk indkasserede en udvisning for skub i ryggen, hvilket betød at man to minutter senere atter var bagud med to mål.

Samtidig savnede man fortsat at finde den rette rytme og fart i angrebsspillet, men med fem fuldtræffere i de første 20 minutter sørgede Arnoldsens kanonarm for at holde snor i tingene.

Ikke overraskende valgte SAH at finde syv-mod-seks overtalsspillet frem. Det blev i to omgange effektivt aflivet, så Hoxer i stedet kunne give Aalborg Håndbold kampens første føring til 13-12 i tomt mål.

Første halvlegs sidste minutter bød på mere af samme skuffe, og trods et par SAH-scoringer, kunne Aalborg Håndbold til pausen med føring på 17-16.

Fra anden halvlegs start kom Tobias Nielsen ind på højre fløj, mens Juri Knorr indledte halvlegen som playmaker, og straks søgte at sætte mere fart i Aalborg-offensiven.

Efter 34 minutter var der dramatik, da Arnoldsen kom for sent i en tackling og ramte en modspiller i ansigtet, hvilket blev takseret til kampens fjerde Aalborg-udvisning.

Her viste brødrene Landin begge klassen, da først Magnus tvang bolden på Aalborg-hænder med en stærk forsvarsaktion, inden Niklas med en redning bidrog til Knorrs kontrascoring til 20-17 i modsatte ende.

Det tvang SAH til timeout, men straks efter denne gav endnu en Landin-redning en kontrascoring, så østjyderne nu for alvor skulle stå på tæer for at følge med.

Med meget bundet op på duoen Kristjansson og Olsson, der blev mere og mere slidte som kampen skred frem, kunne Aalborg-forsvaret for alvor lukrere.

Simon Halds scoring til 23-18, efter at forsvaret igen havde afvist SAH, føltes derfor som en mulig afgørelse efter 42 minutter.

Galleri – klik for større fotos

Den tredje udvisning, og dermed rødt kort, til Arnoldsen gav dog østjyderne en livline, så føringen kortvarigt blev reduceret til tre mål, men med et kvarter igen var man atter i front med plus fem.

Dette ikke mindst fordi Hoxer og Knorr havde succes med henholdsvis afslutninger og assists mod et nu mørnet SAH-forsvar.

En udvisning til de blå-hvide blev desvæ       rre ikke udnyttet efter fortjeneste, da både Landin og Nielsen missede på indkomne Magnus Brandbyge i målet, og i stedet blev føringen barberet ned til tre mål med godt syv minutter tilbage.

Trods to minutter I overtal fik mestrene ikke øget forspringet, og i stedet kunne Christoffer Dreyer og dernæst Johan Hansen, reducere yderligere til 28-27, så der med fire minutter igen pludselig var unødig spænding om udfaldet.

Sagosen øgede til plus to, inden Jeppe Cieslak atter reducerede, blot for at se Magnus Landin sende et tricky skud i nettet til 30-28 med ét minut igen.

Meget passende kronede Niklas Landin en stor dag i målet ved at pille Johan Hansens afslutning i det efterfølgende angreb, hvilket afgjorde kampen definitivt.

Facit blev en sejr på 31-28 og dermed generobrede Aalborg Håndbold Bambuni Super Cup-trofæet.

Allerede onsdag aften venter sæsonens første udfordring i den hjemlige Bambuni Herreliga, når det på udebane gælder første runde mod Sønderjyske Herrehåndbold.

Matchfacts Bambuni Supercup

Aalborg Håndbold – SAH 31-28 (17-16)

Stillinger undervejs

10’ 5-6, 20’ 10-11, 30’ 17-16, 40’ 22-18, 50’ 27-23, 60’ 31-28

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 7, Thomas Arnoldsen 6, Magnus Landin 4, Tobias Nielsen 4, Felix Möller 3, Sander Sagosen 3, , Juri Knorr 2, Simon Hald 2,

Redningsprocenter Aalborg Håndbold 

Niklas Landin – 38,23% (13/34)

Fabian Norsten – 0% (0/4)

Målscorere SAH

Johán Hansen 7, Jeppe Cieslak 6, Christoffer Sundsgaard Dreyer 5, Kristijan Örn Kristjanson 3, Morten Kaalund 3, Fredrik Olsson 3, Andreas Søgaard 1

Redningsprocenter SAH

Magnus Brandbyge 42,86% (3/7)

Magnus Petersen 21,21% (7/33)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 5

SAH: 3

2.745 tilskuere i Arena Randers

Håndbold i verdensklasse