Et stærkt comeback i anden halvleg betød at de danske mestre kunne strække hænderne i vejret efter resultatet 29-29, hvilket betyder direkte avancement til kvartfinalen i Machineseeker EHF Champions League.
Til aftenens vigtige kamp i Machineseeker EHF Champions League kunne cheftræner Simon Dahl byde Mads Hoxer velkommen tilbage i spillertruppen efter lang tids skadespause.
Thyboen tog dog plads bænken fra start, i det Kristian Bjørnsen, Buster Juul, Aleks Vlah, Thomas Arnoldsen, Simon Hald, Jack Thurin og Felix Möller indledte opgøret.
Straks fra første fløjt gik man således i syv mod seks spil for at prøve at tage gejsten fra hjemmeholdet, der i en fuldsat og larmende H Arena søgte at komme godt fra land.
Trækket gav dog først gevinst i tredje omgang, da Aleks Vlah kunne udligne til 1-1 mod et fysisk hårdt spillende hjemmehold.
Opgøret fik således en jævnbyrdig start, hvor det var tydeligt at franskmændene manglede de to nyligt skadede playmakere Aymeric Minne og Lucas de la Breteche i angrebsfasen, mens Aalborg Håndbold tilsvarende havde svært ved at gennembryde det franske forsvar når man selv var på bolden.
Et lille nordjysk overtag blev efter 10 minutter vekslet til fransk fordel takket være flere tekniske fejl og forhastede afslutninger som værterne omgående straffede, hvorfor stillingen var 6-5 efter knap 12 minutter.
Bagspiller Julien Bos og stregspiller Nicolas Tournat havde således begge nettet tre gange for Nantes, men to gode aktioner fra Thomas Arnoldsen gav først reducering og dernæst udligning til 7-7.
Det var dog en stakket frist, for nye tekniske fejl blev igen straffet med hurtige kontraløb, der efterlod Landin prisgivet i målet, mens hjemmeholdet på kort tid hamrede bolden i kassen fire gange uden modsvar.
Ondt blev værre da Henrik Møllgaard måtte indkassere kampens første udvisning efter 16 minutter, men heldigvis gik tingene endelig dansk vej, da undertallet blev vundet med et enkelt mål.
Trods løbende rotation, der blandt andet bragte Marinus Munk, René Antonsen og Martin Larsen i spil, var det et tydeligt stresset Aalborg-mandskab der ikke lykkedes ikke med at indhente yderligere scoringer i to efterfølgende overtal, hvor Landin var uheldig med en ellers sikker redning, mens Buster Juul sendte et straffekast på stolpen, hvorfor alt momentum var på franske hænder.
Fabian Norsten kom på mål i et forsøg på at stoppe stimen, men selv med to mand i undertal fulgte værterne med og bragte sig i front med hele med fem mål efter 25 minutter.
En kort opblomstring med tre reduceringer til 15-13 fordampede desværre lige så hurtigt som den kom, da nye defensive kvaler atter tillod Nantes-spillerne at komme for let til scoringer.
Ikke ufortjent var pausestillingen derfor 18-14 i fransk favør efter en halvleg hvor Simon Dahls mandskab aldrig for alvor fandt en ro og rytme i spillet.
Fra anden halvlegs start blev Mads Hoxer sendt på banen til sit comeback, i et forsøg på at styrke den danske defensiv. Blot 30 sekunder senere var der drama, da kampens dommerpar valgte at vise Nantes-profilen Nicolas Tournat et direkte rødt kort for et slag i ansigtet på Thomas Arnoldsen.
I det efterfølgende overtal snuppede Norsten et straffekast, mens Bjørnsen og Möller med to mål fik ændret stillingen til 18-16, så der nu for alvor blev spænding om udfaldet.
Det stod dog også klart, at franskmændene ikke havde i sinde at overlade initiativet til gæsterne, hvor man fortsat gik aggressivt til værks i forsvaret, mens man i angrebet nu også fandt succes via scoringer fra fløjene.
Galleri – klik for større fotos
Også Sebastian Barthold var kommet i aktion fra anden halvlegs start og bidrog med to scoringer i de første 10 minutter af anden omgang, om end Nantes fortsat førte ved stillingen 24-21 efter 42 minutter.
Derfor var der fortsat maksimalt pres på de rødblusede, der i flere omgange kunne takke en velspillende Fabian Norsten, der med flere store redninger holdt kampen åben.
Marinus Munk kvitterede for dette med sin tredje scoring til stillingen 24-23, inden det var Simon Halds tur til at indkassere en udvisning. Heldigvis steppede Norsten atter op og snuppede sit andet straffekast, hvorefter Munk igen slog til og fik udlignet til 24-24 efter 48 minutter.
Kort efter måtte Miguel Martins have behandling på banen, da han efter en hård tackling fik scoret, men også røg i gulvet med en skulderskade, der holdt ham ude resten af kampen.
Skaden gav kortvarigt fransk momentum, men to ubesvarede danske scoringer gav stillingen 27-27 med otte minutter tilbage på kampuret, hvilket fremtvang fransk timeout.
Den pause bekom værterne godt, da man både fremtvang en udvisning og igen bragte sig i front med to mål, så Aalborg Håndbold havde alt at gøre i de sidste minutter for at lukke hullet.
Efter en Simon Dahl-timeout fandt man igen succes hos Barthold på venstre fløj, inden en angrebsfejl gav mulighed for igen at udligne. Desværre brændte Felix Möller fra klos hold i en helt fri position, men nok en fransk fejl betød at Barthold igen kunne slå til og udligne til 29-29 med godt to minutter igen.
Dramaet fandt sin afgørelse, da en Landin-redning på straffekast gav muligheden for en sjælden Aalborg-føring med mindre end et minut igen, men desværre blev muligheden misbrugt.
I stedet fik Nantes bolden på egne hænder med 20 sekunder igen og muligheden for en afgørende scoring. Den sidste afslutning strøg dog forbi mål, så facit blev 29-29 hvilket akkurat var nok til at holde Aalborg Håndbold foran HBC Nantes på andenpladsen i gruppe B.
Aftenens resultat betyder således, at Aalborg Håndbold er klar til kvartfinalerne i Machineseeker EHF Champions League, hvor man over to opgør i slutningen af april kæmper om en plads ved Truckscout 24 Final4 i Köln.
Her skal man møde vinderen af en af 1/8-finalerne, hvor det allerede nu ligger fast, at den ene part bliver polske Industria Kielce. Hvem den anden mulige modstander bliver afgøres torsdag aften, når sidste spillerunde i grundspillet færdiggøres.
Lørdag aften venter næste udfordring, når TTH Holstebro gæster Sparekassen Danmark Arena.
Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, 14. spillerunde
HBC Nantes – Aalborg Håndbold 29-29 (18-14)
Stillinger undervejs
10’ 5-4, 20’ 12-8, 30’ 18-14, 40’ 23-21, 50’ 26-25, 60’ 29-29.
Målscorere Aalborg Håndbold
Sebastian Barthold 5, Aleks Vlah 5, Kristian Bjørnsen 5, Marinus Munk 4, Thomas Arnoldsen 3, Miguel Martins 2, René Antonsen 1, Buster Juul 1, Simon Hald 1, Jack Thurin 1, Felix Möller 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – ikke oplyst
Fabian Norsten – ikke oplyst
Målscorere HBC Nantes
Thibaud Briet 6, Valero Rivera Folch 6, Nicolas Tournat 5, Julien Bos 5, Ayoub Abdi 4, Théo Avelange 1, Noam Leopold 1, Kauldi Odriozola Yeregui 1
Redningsprocenter HBC Nantes
Ivan Pesic – ikke oplyst
Ignacio Biosca García -ikke oplyst
2-minutters udvisninger
HBC Nantes: 4
Aalborg Håndbold: 4
Rødt kort
HBC Nantes: Nicolas Tournat, 31’
Aalborg Håndbold: –
5.902 tilskuere i H Arena, Nantes, Frankrig