MicrosoftTeams-image (3)

Aalborg Håndbold nedkæmpede Mors-Thy

Aftenens lokalopgør i Sparekassen Danmark Arena blev en intens affære, da Aalborg Håndbold sejrede med 29-21 over lokalrivalerne fra Mors-Thy.

Målmand Simon Gade fik en god start på opgøret med hele fire redninger i løbet af de første fem minutter. Det banede vejen for en tidlig føring på 4-2, blandt andet via to scoringer fra Andreas Flodman, der sammen med navnebror Andreas Væver startede på henholdsvis højre og venstre fløj.

Begge hold modtog i åbningsfasen en 2-minutters udvisning, og det slap gæsterne bedst fra, da man udnyttede overtaget til at udligne til stillingen 4-4.

Opgøret blev hurtigt til en fysisk affære, og det var tydeligt at gæsterne ikke var kommet til Aalborg for blot at være tilskuere. Der blev kæmpet hårdt for hver en scoring, og samtidig begik begge mandskaber flere tekniske fejl, hvilket gav en ujævn rytme, så man efter et kvarter stadig afventede at et af holdene greb kampens taktstok.

Med flere spillere ude med skader valgte cheftræner Stefan Madsen at benytte den samme kerne af spillere i stort set hele første halvleg, hvilket blandt andet betød at Sebastian Barthold ikke kom i aktion i første halvleg, mens Kristian Bjørnsen sad hele kampen over. Endvidere måtte Felix Claar udgå fra opgøret i første halvleg, efter at han i blev ramt i ansigtet i en duel.

En solid defensiv indsats lagde fundamentet til en Aalborgensisk føring på 10-8 efter 23 minutter, inden man via Benjamin Jakobsens akrobatiske scoring, og derefter Aron Pálmarssons højre-hug, susede i front med fire mål.

Det slog dog ikke de hvidklædte gæster ud, og da hjemmeholdet afsluttede halvlegen med en række afbrændere, var Mors-Thy ikke sene til at kapitalisere, hvilket gav pausestillingen 13-12 til Aalborg Håndbold.

Fra anden halvlegs start kom Sebastian Barthold på banen for hjemmeholdet, og nordmandens energi forplantede sig til hele mandskabet, der ikke tillod gæsterne en scoring i de første syv minutter af omgangen.

Det gav en føring på 16-13, men alligevel var den normalt så velsmurte Aalborg-maskine ikke helt i højeste gear. To brændte straffekast og en fejlaflevering lukkede således atter nord-vestjyderne ind i kampen, og først efter 50 minutters spil begyndte man at få snøret sækken mod det opportunistiske Mors-Thy mandskab.

24-19 viste måltavlen således med syv minutter igen, og tættere på end de fem scoringer kom gæsterne ikke i slutfasen, hvor forsøget med syv mand i angrebet blev straffet prompte af hjemmeholdet.

Det gav plads til spilletid for ungdomsspillerne Marinus Munk, Marcus Kløve og Christian Termansen, der i kampens sidste minutter høstede erfaring til CV’et. Begge førstnævnte krydrede deres indsats med en scoring, da man til sidste løb gæsterne over ende og sejrede sikkert med 29-21.

Med aftenens resultat er Aalborg Håndbold tilbage på førstepladsen i HTH Herreligaen, hvor næste udfordring venter om en uge når TTH Holstebro gæster Sparekassen Danmark Arena.

Inden da venter dog den første 1/8-finale i Machineseeker EHF Champions League i Sparekassen Danmark Arena, hvor GOG torsdag aften er modstanderen i det rent danske opgør, der allerede er totalt udsolgt.

Matchfacts HTH Herreligaen

Aalborg Håndbold – Mors-Thy Håndbold 29-21 (13-12)

Stillinger undervejs

10’ 5-4, 20’ 8-6, 30’ 13-12, 40’ 17-15, 50’ 23-19, 60’ 29-21

Målscorere Aalborg Håndbold

Aron Pálmarsson 6, Mads Hoxer 6, René Antonsen 3, Sebastian Barthold 3, Victor Kløve 3, Andreas Flodman 2, Benjamin Jakobsen 2, Felix Claar 1, Henrik Møllgaard 1, Marinus Munk 1, Marcus Kløve 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Simon Gade – 41,7%

Mikael Aggefors – 100%

Målscorere Mors-Thy Håndbold

Lasse Pedersen 5, Marcus Midtgaard 5, Andreas Johann Nielsen 4, Mads Thymann 2, Mads Svane Knudsen 2, Frederik Bjerre 2, Tim Sørensen 1

Redningsprocenter Mors-Thy Håndbold

Rasmus Henriksen – 32,1%

Svend Rughave – 10%

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 1

Mors-Thy Håndbold: 3

4.610 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-GOG Foto: Henrik Hansen

TTH Holstebro er næste udfordring

Lørdag eftermiddag venter en ny udfordring for Aalborg Håndbold, når TTH Holstebro gæster Sparekassen Danmark Arena til et vigtigt opgør i HTH Herreligaen. Målmand Simon Gade ser her frem mod...
Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-GOG Foto: Henrik Hansen

Møllgaard og Munk førte an i europæisk sejr

Ungdom og erfaring smeltede sammen i smuk forening, da Aalborg Håndbold nedlagde GOG med 30-28 i den første 1/8-finale i Machineseeker EHF Champions League I en propfyldt Sparekassen Danmark Arena...
Super Cup 2022 I Håndbold i Sparekassen Danmark Aalborg Håndbold-GOG
Foto: Henrik Hansen

Vidste du – om aftenens europæiske kamp mod GOG?

Læs facts og skæve vinkler på 1/8-finalen i Machineseeker EHF Champions League. Ugens kamp er “Match of The Week” hos det europæiske håndboldforbund EHF. Kampen er første gang at Aalborg...