pokal header web (2)

Aalborg Håndbold er danske mestre for syvende gang!

I et nyt finaledrama skulle der en sidste-øjebliks redning fra Niklas Landin til at sikre DM-guldet med cifrene 27-26 over Fredericia HK.

Lørdag eftermiddag skulle det endegyldigt afgøres om Aalborg Håndbold eller Fredericia HK skulle hjemtage det danske mesterskab for sæsonen 2023/24.

Hos hjemmeholdet var der et glædeligt gensyn med målmand Niklas Landin, ligesom også Kristian Bjørnsen var tilbage efter en mindre skade. Til gengæld måtte cheftræner Stefan Madsen undvære Lukas Nilsson, der ikke var blevet den fodskade kvit som han fik i onsdagens 2. DM-finale i Fredericia.

På banen indledte Landin i målet sammen med netop Bjørnsen, samt Simon Hald, Thomas Arnoldsen, Mads Hoxer, Aleks Vlah og Sebastian Barthold.

I en igen kogende og elektrisk Sparekassen Danmark Arena bakkede det talstærke hjemmepublikum fra start højlydt op. De kunne se de rødklædte yndlinge komme tidligt i front 2-0, inden gæsterne på et straffekast blev noteret for deres første scoring efter godt fire minutter.

Defensivt indledte Aalborg-mandskabet med fem-et forsvar, hvorfor gæsterne fra start søgte at finde indspil til stregen eller fløjspillerne i det frie mellemrum bag den fremskudte forsvarsspiller.

For Aalborg-angrebet gjaldt det atter om at løse Fredericias velkendte fysiske og aggressive defensiv, hvilket igen i dag gav masser af duelspil for at komme til chancer og mål.

Stillingen var 3-2 efter de første 10 minutter, hvorefter gæsterne måtte indkassere kampens første udvisning. Overtallet blev dog ikke udnyttet til at udbygge forspringet, hvorfor denne tætte guldvals fortsatte mellem holdene.

Efter det første kvarter havde ingen af mandskaberne fået overtaget, om end Landin i målet var noteret for fem redninger, mens kollega Sebastian Frandsen i FHK-målet blot havde en enkelt af slagsen.

Tydeligt var det dog, at når Aalborg Håndbold lykkedes med at sætte fart i spillet kom gæsterne i problemer, hvilket kontrascoringer fra Sebastian Barthold og Kristian Bjørnsen understregede.

Ved stillingen 8-5 i 19. minut tog gæsterne opgøret første timeout og i den efterfølgende sekvens blev Jesper Nielsen idømt en udvisning, hvorefter Fredericias mest træfsikre spiller, Martin Bisgaard, blev noteret for sin tredje scoring.

En udvisning til gæsternes Sebastian Henneberg gav dog atter lige vilkår for holdene, men fortsat skiftedes holdene til at kæmpe om taktstokken uden at nogen for alvor kunne få et solidt greb.

I kølvandet på endnu en Landin-redning blev første halvlegs slutfase indledt med den tredje Fredericia-udvisning. Den udnyttede Mikkel Hansen elegant til at sætte Mads Hoxer op til sin tredje og Aalborg Håndbolds 10. scoring, inden thyboen kort efter lynede igen til stillingen 11-7.

Muligheden for at øge føringen til fem scoringer var også til stede, men Kristian Bjørnsen måtte se sit skud reddet, inden Fredrik Mossestad kunne reducere for gæsterne, der derfor fortsat holdt snor i nordjyderne.

Galleri – klik for større fotos

To gode defensive aktioner i træk betød dog at man igen fik chancen for at øge føringen til fem scoringer. Første gang lykkedes ikke da Simon Hald blev fløjtet for en forseelse, men Thomas Arnoldsen lukkede halvlegen med scoring til 13-8.

Den potentielt afgørende femmåls-føring betød at gæsterne straks fra anden halvlegs start søgte at trykke speederen i bund for at komme tilbage i kampen.

Efter blot 35 sekunder havde FHK reduceret første gang, mens Kristian Bjørnsen i samme sekvens blev idømt en 2-minutters udvisning – en mulighed som sydjyderne omgående udnyttede til lukket hullet en smule til stillingen 14-11.

Dermed fortsatte jævnbyrdigheden mellem mandskaberne for sjette halvleg i træk, hvor Fredericia-mandskabet igen-igen viste sig som en korkprop der var umulig at dykke.

Yderligere en reducering til stillingen 15-13 fremtvang en timeout fra Stefan Madsen, der måtte konstatere at hans mandskab pludselig havde svært ved at komme til scoringer.

Fortsat var det Arnoldsen, Vlah og Hoxer der trak det store læs i angrebet og bekymrende nok virkede værternes offensiv efter knap 40 minutter en anelse forkrampet.  Gæsterne kom til gengæld lettere til muligheder foran Aalborg-målet, hvilket gav svære arbejdsbetingelser for Landin mellem stængerne.

Efter 42 minutter var føringen reduceret til en enkelt scoring ved stillingen 18-17 og Mikkel Hansen blev nu sendt på banen for at forløse den nordjyske offensiv.

Som i første halvleg blev Martin Larsen, René Antonsen og Jesper Nielsen alle roteret ind i forsvaret, men de fodrappe gæster skabte fortsat store problemer. Da Aalborg Håndbold forsøgte sig med syv-mod-seks angreb slog Fredericia igen til og udlignede til 19-19 i tomt mål.

Næste skaktræk fra Stefan Madsen blev at sende Fabian Norsten på mål, hvor svenskeren indledte med en vigtig redning.

Han kunne dog ikke forhindre en udvisning til holdkammerat Henrik Møllgaard, men til alt held blev gæsternes Reinier Taboada kort efter også udvist for et slag i ansigtet mod Thomas Arnoldsen. Sidstnævnte måtte dog også selv en tur på bænken efter en tilsvarende forseelse minuttet senere.

Med 10 minutter igen afhang alt nu af de helt små detaljer og hvilket hold der formåede at holde hovedet koldt i de afgørende situationer.

Fredericia havde tydeligvis fundet en svaghed i Aalborg-defensiven, der ofte gav plads til afslutninger fra begge fløje, hvilket blev straffet ubønhørligt med scoring efter scoring.

Alt imens kæmpede hjemmeholdet med næb og kløer for blot at holde fast i den prekære føring.

Med seks minutter igen trak Mads Hoxer en ny udvisning på gæsterne og muligheden for at bringe sig afgørende i front var nu til stede. Desværre missede Simon Hald fra klos hold og i stedet for en nordjysk føring på to mål var det i stedet Taboada der kunne udligne til 25-25.

I en nervepirrende afslutning misbrugte også Mads Hoxer i helt fri position, men gæsterne begik efterfølgende en angrebsfejl.

Hoxer øgede til 27-26 med godt et halvt minut igen og det mål skulle vise sig at være gyldent, i det Niklas Landin på Fredericias sidste angreb snuppede en afslutning fra ellers træfsikre Martin Balstad!

Aalborg Håndbold er dermed danske mestre for syvende gang!

Matchfacts Herreligaen, 3. DM-finale

Aalborg Håndbold – Fredericia HK 27-26 (13-8)

Stillinger undervejs

10’ 3-2, 20’ 8-6, 30’ 13-8, 40’ 18-15, 50’ 23-22, 60’ 27-26

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 9, Thomas Arnoldsen 4, Simon Hald 3, Aleks Vlah 3, Mikkel Hansen 3, Kristian Bjørnsen 2, Sebastian Barthold 2, Jesper Nielsen 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 36,36 %

Fabian Norsten – 20%

Målscorere Fredericia HK

Martin Bisgaard 8, Sebastian Henneberg 4, Anders Kragh Martinusen 4, Reinier Taboada 4, Lasse Balstad 2, Fredrik Mossestad 2, Jonas Kruse Kristensen 1, Nikolaj Nielsen 1,

Redningsprocenter Fredericia HK

Sebastian Frandsen – 12,5%

Thorsten Fries – 38,10%

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 4

Fredericia HK: 6

5.500 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Skjern Håndbold Foto: Henrik Hansen
Miguel Martins (9) Aalborg Håndbold

Miguel Martins VM-suspenderet

Portugiseren er sent tirsdag aften blevet suspenderet fra VM-slutrunden som følge af en positiv dopingprøve. Opdateret kl. 15.42 Aalborg Håndbold er onsdag morgen blevet bekendtgjort med, at Miguel Martins ikke...
Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-OTP Bank PICK Szeged Foto: Henrik Hansen
Målmand Anton Hellberg (32) Aalborg Handbold

VM-debut til Arnoldsen

Thomas Arnoldsen fik sin første VM-kamp for Danmark, mens også Simon Hald kom i aktion i Danmarks åbningssejr over Algeriet mandag aften. Arnoldsen kom banen efter godt 11 minutter og...
Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-OTP Bank PICK Szeged Foto: Henrik Hansen
Målmand Anton Hellberg (32) Aalborg Handbold

Aalborg Håndbold tager afsked med Jack Thurin til sommer

Den svenske højre back stopper til sommer efter to sæsoner i Aalborg Håndbold. 25-årige Jack Thurin, der i sommeren 2023 kom til Aalborg Håndbold fra FC Porto, fortsætter efter den...

Håndbold i verdensklasse