pokal header web (3)

Aalborg Håndbold finaleklar efter sejr over mestrene!

I en uhyre tæt gyser af en kamp trak Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag fortjent det længste strå, da man i LANXESS Arena besejrede Champions League-mestrene fra SC Magdeburg 28-26.

Kulminationen på sæsonen 2023/2024 sker i denne i weekend i Køln, hvor verdens fire bedste klubhold mødes til Truckscout 24 EHF Final4 2024.

Overfor Aalborg Håndbold stod i semifinalen de regerende mestre fra SC Magdeburg og cheftræner Stefan Madsen kunne på dagen glæde sig over at byde Lukas Nilsson velkommen tilbage i truppen, efter at svenskeren for nylig måtte udgå med en fodskade i 2. DM-finale mod Fredericia HK.

I en stopfyldt LANXESS Arena med knap 20.000 tilskuere på lægterne, var det Mads Hoxer der scorede opgørets første mål, inden tyskerne kvitterede med to scoringer.

Magdeburg spillede fra start et aggressivt, duelsøgende forsvar, ikke ulig det Aalborg Håndbold mødte i DM-finalerne mod Fredericia HK. Derfor var der igen lagt op til en hård dag for Hoxer, Arnoldsen og de øvrige bagspillere, der gang på gang skulle søge gennembrud til afslutninger.

Angrebsmæssigt søgte tyskerne også duelspillet, hvor velkendte ansigter som Felix Claar og Omar Ingi Magnusson, førte an med scoringer, men den nordjyske defensiv viste også tænder og tvang jævnligt tyskerne til at begå tekniske fejl.

De første 10 minutter forløb jævnbyrdigt til stillingen 5-5 og det blev hurtigt klart, at de franske dommere tillod spillerne fra begge hold at gå endog meget fysisk til værks.

Tre afbrændere fra Mads Hoxer, samt et misbrugt straffekast fra Mikkel Hansen, lignede potentielt kostbare spildte muligheder i de første femten minutter, men alligevel var holdene efter 16 minutter helt lige ved stillingen 7-7, takket været Sebastian Bartholds første scoring efter en hurtig omstilling.

Netop de hurtige scoringer var på forhånd udpeget som en af nøglerne til succes for Stefan Madsens mandskab, men det blev kun til to af slagsen i første halvleg mod et disciplineret Magdeburg-forsvar.

Uden meget held i sprøjten for Niklas Landin blev Fabian Norsten sendt på mål efter 18 minutter. Det skulle vise sig at blive en gamechanger, i det svenskeren fandt storformen frem og åbnede med en fin redning, der blev fulgt op af yderligere tre-fire gode indgreb i første halvleg.

Også Lukas Nilsson blev sendt i aktion efter 20 minutter for at forsøge at holde Aalborg Håndbold på omgangshøjde, hvilket præcist skete efter 24 minutter, da bolden fra distancen blev hamret ind til 10-10 af svenskeren.

Tyskerne var løbende i front med en enkelt scoring, men en meget fokuseret og hårdtarbejdende Aalborg-defensiv sikrede at der hele tiden var kort snor i mestrene. Hele ni misbrugte skud efter 26 minutter fortalte således meget godt, at man med lidt større effektivitet kunne have haft føringen i opgøret.

Mikkel Hansens første scoring bragte kortvarigt Aalborg i front 11-10, for første gang siden kampens indledning, men en hurtig udligning af Janus Smarason bragte atter balance i tingene, hvorfor 11-11 også var stillingen ved pausen.

Galleri – klik for at se større udgave

Var første halvleg et defensivt brag, blev anden halvleg skudt i gang som et 100-meter løb.

Tyskerne generobrede føringen med det samme, men Norsten leverede endnu en nøgleredning, da han fornemt afviste Felix Claars friløber, hvilket forhindrede kampens første tomåls-føring.

I stedet kunne først Thomas Arnoldsen og dernæst Sebastian Barthold bringe Aalborg Håndbold tilbage i front.

I et lynende hurtigt tempo røg bolden frem og tilbage i begge ender af banen, hvor begge målvogtere dog agerede levende plankeværk, så man efter 37 minutter fortsat var helt lige ved stillingen 14-14.

Tyskerne begyndte at udnytte det kompakte Aalborg-forsvar til at spille bolden bredt, hvilket gav to scoringer fra fløjspiller Matthias Musche. Da først Simon Hald og kort efter Mads Hoxer begge måtte indkassere kampens første udvisninger, kunne Magdeburg for alvor lugte blod.

To uhyre vigtige undertalsmål af Thomas Arnoldsen, samt en trukket udvisning på tidligere Aalborg-spiller Magnus Saugstrup, betød dog at fordelen pludselig lå hos Stefan Madsens mandskab.

Med Mikkel Hansen som overtalsdirigent sendte Mads Hoxer Aalborg i front 18-17, kort inden kampens foreløbige dramatiske højdepunkt fulgte, da en grim tackling på Thomas Arnoldsen kostede et rødt kort til Magdeburgs Christian O’Sullivan.

Arnoldsen udgik midlertidigt med voldsomme smerter i højre skulder, men kom tilbage i opgøret efter nogle minutter.

Det efterfølgende overtal gav ikke flere danske scoringer, hvorfor kampen stadig var på vippen med mindre end et kvarter igen.

Hver en marginal talte på dette tidspunkt og med en timeout fra hvert mandskab fortsatte også den taktiske kamp mellem holdene, da man rundede 50 minutter ved stillingen 21-21.

Med et offensivt forsvar, samt syv-mod-seks i angrebet søgte Stefan Madsen i slutfasen at svinge tingene til nordjysk fordel, hvilket gav pote to angreb i træk med scoringer under Mikkel Hansens ledelse. Tyskerne holdt dog fortsat trit med hurtige gennemløb på det nordjyske forsvar.

Det sidste skaktræk fra Madsens side var at sende Landin tilbage i målet med fem minutter igen, hvilket skulle vise sig afgørende.

Med to et halvt minut igen var Aalborg Håndbold i front med en enkelt scoring, men på to tyske afbrændere sprang bolden heldigt i hænderne på Magdeburg igen, inden Landin med en uhyre vigtig fodparade gav holdkammeraterne mulighed for at tage kampens første to-måls føring.

Den udnyttede Mads Hoxer til fulde og selvom en tysk reducering med et halvt minut igen gav spænding til allersidst, kunne Sebastian Barthold koldblodigt lukke opgøret med kampens sidste scoring til kolossal jubel fra de mange medrejsende Aalborg-fans – samt medspillere, trænere og ledere.

Dermed er Aalborg Håndbold for anden gang i historien klar til finalen i EHF Champions League, hvor morgendagens modstander bliver spanske FC Barcelona, der i den anden semifinale besejrede tyske THW Kiel med cifrene 30-18.

Finalen spilles kl. 18.00 dansk tid og kan følges direkte på DR2 med optakt fra kl. 17.15.

Matchfacts Truckscout 24 EHF Final4 2024, semifinale

SC Magdeburg – Aalborg Håndbold 26-28 (11-11)

Stillinger undervejs

10’ 5-5, 20’ 9-8, 30’ 11-11, 40’ 17-16, 50’ 21-21, 60’ 26-28

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 8, Sebastian Barthold 6, Thomas Arnoldsen 5, Mikkel Hansen 5, Lukas Nilsson 1, Aleks Vlah 1, Kristian Bjørnsen 1, Henrik Møllgaard 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 26%

Fabian Norsten – 36%

Målscorere SC Magdeburg

Ómar Ingi Magnusson 10, Matthias Musche 4, Felix Claar 4, Janus Dadi Smarason 3, Gisli Thorgeir Kristjansson 2, Daniel Petterson 2, Magnus Saugstrup 1

Redningsprocenter SC Magdeburg

Sergey Hernandez Ferrer – 24%

2-minutters udvisninger

SC Magdeburg: 2

Aalborg Håndbold: 2

Rødt kort

SC Magdeburg: Christian O’Sullivan (44.)

Aalborg Håndbold: ingen

19.750 tilskuere i LANXESS Arena, Køln

Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-SC Magdeburg Foto: Henrik Hansen

Værd at vide om SC Magdeburg

Bliv klogere på aftenens modstander forud for opgøret i Machineseeker EHF Champions League. SC Magdeburg har spillet tre kampe i kølvandet af VM-pausen. Holdet tabte først bundesligakampen ude mod THW...
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Aalborg Håndbold-Fredericia HK Foto: Henrik Hansen

Barthold: ”Vi skal være skarpe mod deres duelspil”

Onsdag aften venter en ny stor opgave for Aalborg Håndbold, når det på udebane gælder tyske SC Magdeburg i Machineseeker EHF Champions League. Læs optakt til kampen med Sebastian Barthold....
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Aalborg Håndbold-Fredericia HK Foto: Henrik Hansen

Sygdomsramt Simon Dahl er blevet i Aalborg

Cheftræneren var tirsdag morgen forhindret i at rejse med resten af truppen til Magdeburg i Tyskland. Således er Simon Dahl ramt af en sygdom, der allerede brød ud før weekendens...

Håndbold i verdensklasse