Fabian Norsten ser frem til lørdag at være tilbage i Sparekassen Danmark Arena, hvor det gode spil fra onsdagens sejr gerne skal fortsættes.
Aalborg Håndbolds leverede en forrygende, da det i onsdags blev til en vigtig sejr på udebane over polske Industria Kielce i Machineseeker EHF Champions League.
– Kampen kunne vel ikke være forløbet meget bedre. Jeg synes vi alle leverer en fantastisk holdindsats med stærkt forsvar, stærkt angreb og godt målmandsspil. Når det lykkes, så vinder man med syv mål.
– Jeg glæder mig dog især over, at man endelig kunne genkende vores hold og det udtryk vi kom med. Det er sådan vi gerne vil fremstå i hver kamp.
– Vi fandt en fantastisk energi og et stort fokus, hvor alle bidrog og smed noget i puljen i løbet af kampen. Man kunne godt mærke allerede inden afrejse, at vi skulle derned for at hente to point. Kielce er et godt hold og er nok et af de sværeste steder at spille, så det var uundgåeligt at der ville være perioder hvor de ville dominere, men dem kom vi også godt igennem og vandt fortjent til sidst, siger Norsten efter fredagens træning.
Målmanden selv havde en stor aktie i onsdagens sejr med hele 15 redninger i opgøret.
– Jeg synes jeg stod en flot kamp. Det var ikke den bedste start, men der var mange ting jeg gjorde rigtigt og det var dejligt at arbejde sig ind i kampen og få godt fat i modstanderen, så det var selvfølgelig en god oplevelse.
Lørdag eftermiddag gælder det Skjern Håndbold i niende runde af Herreligaen, når vestjyderne gæster hjemmebanen i Sparekassen Danmark Arena.
Skjern er inden kampen placeret på en 11. plads i Herreligaen, hvor man efter en sejr i første spillerunde måtte gå hele seks runder uden fuld gevinst, inden det i tirsdags blev til en 30-24 sejr på udebane mod oprykkerne fra Grindsted.
Vi håber, at vores fans også i morgen er klar til at bakke op fra første fløjt, så vi sammen kan tage endnu en sejr,
- Fabian Norsten
Ser man på gennemsnittet af antal scorede mål pr. kamp ligger Skjern på en 11. plads i Herreligaen med 29,5 mål pr. kamp, mens man til gengæld har det fjerdebedste forsvar og kun tillader 28,9 mål i mod.
– De har nok ikke fået den start på sæsonen de havde håbet på, selvom de har tabt flere meget tætte kampe, hvor marginalerne har ikke været på deres side. Så de kommer uden tvivl herop for at forsøge at skabe et vendepunkt i sæsonen og levere et godt resultat som underdogs. Så det bliver vigtigt for os, at det ikke bliver tilfældet for Skjern har ikke noget at tabe i kampen.
– Vi har det seneste år været holdet som alle vil slå i Herreligaen, så næsten alle hold vi møder spiller mere frit og giver måske lige 10 procent mere end normalt. Det stiller selvfølgelig krav til os i forhold til igen at levere en indsats på et højt niveau, så vi skal holde fast i og fortsætte de mange ting vi gjorde godt i kampen mod Kielce, analyserer Norsten, der til gengæld er glad for at have en hjemmekamp i vante rammer.
– Vi har utrolig megen rejseaktivitet i denne tid, så en kamp i egen hule betyder meget i forhold til at få ladet batterierne op, ligesom vi altid får ekstra god energi fra den støtte vi får fra tribunerne.
– Vi håber derfor, at vores fans også i morgen er klar til at bakke op fra første fløjt, så vi sammen kan tage endnu en sejr, lyder det afslutningsvis fra målvogteren.
Lørdagens kamp spilles kl. 16.00 i Sparekassen Danmark Arena. Har du endnu ikke sikret dig pladser kan du fortsat nå det via linket herunder.