Cheftræner Maik Machulla ser frem mod fredagens testkamp i Aars, hvor modstanderen er ligarivalerne fra TTH Holstebro.
Cheftræneren er i gang med sin tredje uge i Aalborg Håndbold og er foreløbig meget tilfreds med tingenes tilstand.
– Jeg synes det ser godt ud. Vi har alle fundet ind i et godt samarbejde og selvom vi stadig er ved at lære hinanden at kende, så er der en god stemning og jeg føler mig både godt tilpas og godt taget i mod, siger Maik Machulla efter torsdagens formiddagstræning.
– Lige nu er vi ved at lægge et godt fundament for sæsonen, men vi kigger også på det spillemæssige. Vi har ikke tid til at lave store ændringer nu og her, men der er flere detaljer som vi kigger og justerer på.
– Når vi får de ni spillere tilbage fra OL skal vi også lige have dem ind i det nye spilsystem og set i det lys er det godt, at næsten hele truppen kender hinanden fra seneste sæson, hvor det kun er Miguel Martins og Felix Möller der er nye i truppen, lyder det videre fra Maik Machulla, der glæder sig til fredagens testkamp mod TTH Holstebro i Aars.
– Vi skal gerne fortsætte med at spille som vi gjorde mod Mors-Thy, det vil sige med masser af fart og et aggressivt forsvar. Samtidig skal vi selvfølgelig være lidt kreative med den trup vi har, for vi har haft mange hårde træningspas og vil derfor ikke trække for store veksler på spillerne, så vi risikerer skader. Det betyder nok også, at vi kommer til at spille lidt mere syv mod seks, for at undgå 60 minutter med en-mod-en dueller, da det er noget mere fysisk krævende.
– Når det er sagt, så vil vi selvfølgelig stadig gå efter at vinde kampen, det skal der ikke være tvivl om, men vi skal også bruge vores sunde fornuft og huske på at vi, af indlysende årsager, endnu ikke er på vores topniveau, selvom jeg virkelig må rose ungdomsspillerne, der gjorde det flot i den første kamp i lørdags, forklarer cheftræneren, der allerede har lavet små justeringer i spillet som spillertruppen skal forholde sig til.
– Ja det er rigtigt, der er nogle nye elementer vi har arbejdet med. Blandt andet vores fart i spillet og mere spil over fløjene. Samtidig stiller vi også lidt større krav til spillerne i forhold til det taktiske. Når noget ikke lykkes og vi skal finde en ny løsning, hvilke muligheder har vi så. Så det er også nogle af de ting vi vil holde øje med i kampen fredag aften, afslutter Maik Machulla.
Fredagens opgør spilles kl. 18.30 i Idrætscenter Østermarken i Aars.