I aften rejser vi mod Schweiz, hvor der kl. 17.00 på søndag venter et vigtigt returopgør mod Pfadi Winterthur i anden kvalifikationsrunde af EHF Cuppen.
Første kamp i Jutlander Bank Arena endte med sejr på 31-29, og spændingen er dermed helt intakt, når vi søndag skal forsøge at gøre arbejdet færdigt og sikre os videre avancement.
Begge hold har fået en skidt optakt til weekendens møde. Vi led i midt-ugen et ærgerligt nederlag på et enkelt mål ude mod Bjerringbro-Silkeborg, mens Pfadi Winterthur ligeledes led et nederlag i deres midt-uge kamp.
Vi har nu rettet fokus fuldt ud mod søndagens europæiske udfordring, og vi er klar til at kæmpe for at forlænge det europæiske eventyr denne sæson og det kan vi klare ved enten en sejr, uafgjort eller nederlag på et enkelt mål mod det schweiziske hjemmehold.
Det er dog sejren vi vil jagte fra første fløjt kl. 17.00 søndag. Det skal vi gøre uden vores to venstre fløje, Buster og Sebastian. Buster gennemgik i går en operation i knæet og er ude på ubestemt tid. Sebastian pådrog sig en skade i onsdagens kamp og er ude op til 3 uger. Knud Ronau er fortsat ikke klar, og Jesper Meinby er ligeledes ikke med i søndagens kamp efter et slag, han pådrog siger under midt-ugens kamp. Tobias Ellebæk er derudover tvivlsom til weekendens opgør og testes op til kampstart.
Skaderne betyder at unge Frederik Bech er med som venstre fløj, mens venstrehåndede Oliver Norlyk ligeledes er med i truppen søndag.
På trods af et skadesplaget mandskab er målet fortsat at jagte videre avancement, selvom der uden tvivl venter en svær kamp mod et sultent og tændt schweizisk hjemmehold.
Den samlede vinder af opgøret går videre til tredje kvalifikationsrunde, som er den sidste inden EHF Cuppens gruppespil.
Kampstart søndag er kl. 17.00. Opgøret vises ikke på TV men kan derimod følges i tekst under vores kamp på EHFs hjemmeside, hvor der opdateres spil for spil under ‘Live Ticker’.