pokal header web (2)

Arbejdssejr i Herning gav to point

I et opgør hvor flere profiler blev sparet, sejrede Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag med 28-24 over HC Midtjylland.

I en velbesøgt Klink & Jensen Arena i Herning, hvor der inden kampstart var blomster til VM-vinderne Henrik Møllgaard og Mads Hoxer, var det Aalborg Håndbold der kom bedst fra land i dagens dyst i HTH Herreligaen.

For at udnytte spillertruppens bredde bedst muligt var der ingen spilletid til profiler som Aron Pálmarsson, Henrik Møllgaard, Mikael Aggefors og Kristian Bjørnsen, hvilket i stedet gav plads til blandt andre Andreas Flodman og Victor Kløve, der begge var på banen fra start.

Førstnævnte scorede også opgørets første mål, mens Lukas Sandell fik udnyttet sit høje tempo til at komme på måltavlen i to omgange i den indledende fase.

Hurtigt blev en flermåls-føring opbygget, og efter 10 minutter var det Mads Hoxers tur til at komme på banen ved stillingen 8-5 i nordjysk favør.

I målet leverede Simon Gade flere fine redninger, der satte holdkammeraterne op til kontraangreb, men også kollegaen i hjemmeholdets mål, Frederik Hummelmose, tog godt fra på Aalborg-skytterne.

Han havde med seks redninger i de første 13 minutter en stor aktie i, at HC Midtjylland indsnævrede føringen og efter 17 minutters spil var tilbage på omgangshøjde ved stillingen 9-9, i en periode hvor spilet ikke flød optimalt for Stefan Madsens mandskab.

Første halvlegs anden udvisning til Jesper Nielsen gav uldjyderne mulighed for fortsat at hænge på i kampen, og to efterfølgende misbrugte forsøg fra stregen fra Benjamin Jakobsen fortsatte den lunkne Aalborg-indsats.

Især hjemmeholdets Rasmus Graffe voldte problemer for den nordjyske defensiv, og med otte mål var han banens mest scorende i de første 30 minutter, der endte med en snæver Aalborgensisk føring på 16-15.

Anden halvleg blev indledt med to tekniske fejl fra normalt sikre Felix Claar, hvilket betød at hjemmeholdet fortsat var helt med i kampen.

I målet begyndte Simon Gade dog for alvor at lukke af for vestjydernes afslutninger, og det gav rygstødet til en række kontraløb, så der for igen blev slået hul til HC Midtjylland, der efter 40 minutters spil måtte se sig bagud ved stillingen 17-21.

Ganske som i første halvleg kom der atter en smule grus i maskineriet, og igen fik værterne snor i de hvidklædte gæster, så man med ni minutter igen blot førte med to scoringer.

Godt støttet af de medrejsende fans fik Aalborg Håndbold dog atter strammet grebet i slutfasen, hvor Felix Claar med to scoringer slukkede håbet for hjemmeholdet, mens unge Victor Thomadsen blev noteret for sin officielle debut i de døende sekunder.

Ved slutfløjt måtte HC Midtjylland dermed indkassere sæsonens andet nederlag til Stefan Madsens mandskab, der med den samlede sejr på 28-24 kunne sætte yderligere to point på kontoen som førerhold i HTH Herreligaen.

Onsdag gælder det atter Machineseeker EHF Champions League, hvor polske Lomza Kielce er modstanderen på udebane.

Matchfacts HTH Herreligaen

HC Midtjylland – Aalborg Håndbold 24-28 (15-16)

Stillinger undervejs

10’ 5-8, 20’ 10-11, 30’ 15-16, 40’ 17-21, 50’ 22-24, 60’ 24-28

Målscorere Aalborg Håndbold

Sebastian Barthold 7, Andreas Flodman 5 (2), Lukas Sandell 5, Felix Claar 5, Victor Kløve 2, Mads Hoxer 2, Jesper Nielsen 1, René Antonsen 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Simon Gade – 42,1 %

Målscorere HC Midtjylland

Rasmus Graffe 8, Kasper Kvist 4, Rasmus Madsen 3, Bjarke Jørgensen 2, Mathias Hedegaard 2, Frederik Sass 1. Jonas Langerhuus 1, Mathias Nikolajsen 1, Jonathan Sørensen 1, Mikkel Madsen 1

Redningsprocenter HC Midtjylland

Frederik Hummelmose – 39,1%

2-minutters udvisninger

HC Midtjylland: 2

Aalborg Håndbold: 3

1.705 tilskuere i Klink & Jensen Arena, Herning

Aalborg Håndbold - Barcelona EHF Champions League i Aalborg  

36-35 efter kæmpe drama til sidst

Arnoldsen: “Det er altid fedt at spille Final4”

Thomas Arnoldsen glæder sig til at se masser af rødt på tribunerne i Jyske Bank Boxen i weekenden. Se optakten til Santander Final4. https://youtu.be/EqSYVUo3u6k Husk at weekendens Santander Final4 kan...
boxen-arena-pokal

Værd at vide – om Santander Final4

Vi er klar til Santander Final4 for 10. gang på 15 år. Læs facts om vores deltagelse i pokalturneringen, hvor det lørdag går løs mod Sønderjyske i semifinalen. Aalborg Håndbold...
Sander Sagosen web

Aalborg Håndbold henter Sander Sagosen med omgående virkning

Den norske stjernespiller kommer tilbage til Aalborg på en fire et halvt år lang kontrakt. Således kommer 29-årige Sagosen tilbage til klubben, som han tidligere har repræsenteret fra 2014-2017 og...

Håndbold i verdensklasse