pokal header web (1)

Arbejdssejr mod Sønderjyske

Aalborg Håndbolds bredde viste atter sit værd, da man lørdag eftermiddag vendte et truende nederlag til sejr på 34-32 mod de opportunistiske sønderjyder. Lukas Nilsson topscorer med syv mål.

Lørdag eftermiddag jagtede Aalborg Håndbold den tredje sejr på stribe, denne gang i Herreligaen, hvor Sønderjyske Herrehåndbold gæstede Sparekassen Danmark Arena.

Cheftræner Simon Dahl kunne glæde sig over at byde Aleks Vlah tilbage i truppen efter sygdom, mens man til gengæld måtte undvære Jack Thurin, ligeledes grundet sygdom.

Gæsterne lagde kompromisløst ud fra start med syv-mod-seks spil i angrebet, men efter blot halvandet minut måtte Jacob Bagersted på bænken i to minutter for en forseelse.

Den fordel kunne hjemmeholdet ikke udnytte, i det både Simon Hald og Aleks Vlah misbrugte afslutninger i helt fri position, så det i stedet var gæsterne, der efter godt fem minutter kunne notere en tidlig føring på 1-3.

Modsvaret blev fem-et spil i det nordjyske forsvar, men trods endnu en udvisning til sønderjyderne, var det fortsat en meget hakkende Aalborg-offensiv, der slet ikke kunne ramme rytmen.

Adskillige misbrugte chancer blev resolut straffet i modsatte ende, så føringen til de lyseblåklædte gæster nåede op på 3-8 efter blot 10 minutters spil, mens Julius Sten i SønderjyskE-målet allerede var noteret for syv redninger.

En kortvarig opblomstring gav to hurtige Aalborg-reduceringer, men mestrene havde på kort tid givet sig selv meget svære arbejdsvilkår, hvilket betød at Niklas Landin efter blot 17 minutter blev sendt på mål i stedet for startende Fabian Norsten.

Ligeledes kom også Marinus Munk på banen i den løbende rotation af spillere og det unge talent brød omgående igennem til sin første scoring, en reducering til 10-13, efter knap 21 minutters spil.

Sønderjyske var dog på ingen måde færdige med at bide fra sig og fortsatte med stor effektivitet overtalsspillet i hvert et angreb, så føringen blev udbygget til 11-16 efter et nyt nordjysk boldtab.

Halvlegens tredje udvisning til gæsterne blev til gengæld den gnist som hjemmeholdet havde søgt fra start. Niklas Landin pillede først et straffekast fra Nicolaj Jørgensen, inden Buster Juul i modsatte ende viste sig bedre i disciplinen med sin første scoring.

Dermed var forskellen nede på to mål og end ikke en udvisning til Henrik Møllgaard kunne ændre på fornemmelsen af, at man endelig havde fået fat i kampen, i det Marinus Munk lukkede første omgang med reducering til 15-16.

Thomas Arnoldsen indledte anden halvleg med at brage bolden i nettet til 16-16, men første føringsmål siden stillingen 1-0 lod alligevel vente på sig, i det gæsternes Morten Bjørnshauge udnyttede et nyt Aalborg-boldtab til igen at bringe sønderjyderne i front med to mål.

Via en mere bevægelig og fysisk defensiv fik Simon Dahls mandskab stadig bedre fat i gæsterne, ligesom man fornemmede at bredden i Aalborg-truppen igen ville vise sig værdifuld, jo længere kampen skred frem.

Galleri – klik for større fotos

Felix Möller fik efter 41 minutter sendt hjemmeholdet tilbage i front ved stillingen 23-22 efter en kontra, men yderligere fejl i både angreb og forsvar betød at Sønderjyske generobrede føringen, mens Möller måtte tage imod sin første udvisning.

Via en refleks-redning fra Landin og et ægte fightermål fra Martin Larsen kom Aalborg Håndbold tilbage i front, inden Aleks Vlah efter 48 minutter fintede sig igennem det lyseblå forsvar til nordjysk 26-24 føring.

Til stor glæde for de 4.985 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena var Vlah og Landin dog ikke færdige med tryllerierne, så man efter yderligere redninger fra målvogteren, samt et mål og en assist fra Vlah, havde etableret en potentielt afgørende føring på fire mål med 10 minutter igen.

Bedst som man troede, at kampen var under kontrol, begyndte hjemmeholdets offensiv at falde tilbage til første halvlegs unoder, så gæsterne atter skabte spænding om kampens resultat med tre reduceringer.

Med tre minutter igen drønede Lukas Nilsson sit sjette mål i kassen til en ny nordjysk tomåls-føring, men i det efterfølgende angreb kom Henrik Møllgaard for sent i en tackling og blev udvist, mens Sønderjyske samtidig reducerede igen.

I en dramatisk afslutning på kampen fik SønderjyskE to mand udvist, mens Aalborg Håndbold spillede syv-mod-fem spillede. Desværre blev to nordjyske scoringer i begge tilfælde omgående kvitteret med reducering i tomt net.

Med knap 40 sekunder igen og bolden på egne hænder endte afgørelsen hos Martin Larsen, der brød igennem og sikrede sejren med sin femte scoring til slutfacit 34-32.

Dagens resultat betyder at Aalborg Håndbold fastholder andenpladsen i Herreligaen, hvor man nu er noteret for 19 point for 12 kampe.

Onsdag aften venter næste udfordring i et tætpakket kampprogram, når Sparekassen Danmark Arena igen danner rammen om et opgør i Machineseeker EHF Champions League, hvor polske Industria Kielce kommer til Aalborg.

Matchfacts Herreligaen

Aalborg Håndbold – Sønderjyske Herrehåndbold 34-32 (15-16)

Stillinger undervejs

10’ 3-8, 20’ 9-13, 30’ 15-16, 40’ 22-22, 50’ 28-24, 60’ 32-30

Målscorere Aalborg Håndbold

Lukas Nilsson 7, Thomas Arnoldsen 5, Martin Larsen 5, Patrick Wiesmach 4, Sebastian Barthold 3, Aleks Vlah 3, Felix Möller 3, Marinus Munk 2, Simon Hald 1, Buster Juul 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 29,63% (8/27)

Fabian Norsten – 8,33% (1/12)

Målscorere Sønderjyske Herrehåndbold

Patrick Volz 8, Nicolaj Jørgensen 7, Morten Bjørnshauge 5, Gabriel Setterblom 5, Sebastian Augustinussen 3, Ebbe Stankiewicz 2, August Wiger 1, Magnus Fredriksen 1

Redningsprocenter Sønderjyske Herrehåndbold

Matthias Dorgelo – 12,50% (1/8)

Julius Sten – 28,57% (10/35)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 3

Sønderjyske Herrehåndbold: 7

4.985 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-TMS Ringsted Foto: Henrik Hansen

Ny Aalborg-sejr trods modvind undervejs

På en aften hvor ikke alt gik Aalborg Håndbolds vej tog man alligevel en vigtig arbejdssejr på 35-32 over TMS Ringsted. Thomas Arnoldsen topscorer med otte mål. Onsdag aften tog...
Fabbe-NSH

Norsten og Möller VM-udtaget

Begge spillere blev tirsdag aften udtaget til den svenske VM-trup. Fabian Norsten er en af i alt tre svenske målmænd der er udtaget til slutrunden, mens Felix Möller ligeledes er...
Aalborg Håndbold møder Industria Kielce i EHF Champions League

Praktisk information til onsdagens opgør mod TMS Ringsted

Læs praktisk info til opgøret aftenens kamp i Sparekassen Danmark Arena. Billetter Der er fortsat ledige pladser til kampen – køb dem via linket herunder. Find billetter her Har du...

Håndbold i verdensklasse