pokal header web (2)

Arnoldsen & Co storsejrede efter imponerende anden halvleg

Med hele 21 mål i anden halvleg vendte Aalborg Håndbold onsdag aften et truende nederlag til 38-31 sejr over HBC Nantes.

Uden en skadet Niklas Landin, men til gengæld med Mads Hoxer tilbage i truppen, skød Aalborg Håndbold onsdag aften den europæiske sæson i Machineseeker EHF Champions League i gang, da de franske vicemestre fra HBC Nantes gæstede Sparekassen Danmark Arena.

Gæsterne er til denne sæson blevet forstærket med den stærke stregspiller Nicolas Tournat og netop han var omgående i ilden i flere fysiske dueller med anfører René Antonsen og Simon Hald i det centrale forsvar.

I en jævnbyrdig indledning på kampen var det dog også tydeligt, at franskmændene havde udfordringer med at styre Thomas Arnoldsen, der nærmest efter behag strøg gennem gæsternes forsvar og leverede tre af de første fem nordjyske scoringer.

Når ikke Arnoldsen selv høvlede bolden i kassen satte han holdkammeraterne i scene, hvilket skete to gange indenfor de første 10 minutter med en aalborgensisk 7-6 føring til følge.

Med tre redninger i træk viste Fabian Norsten også klassen i målet, om end svenskeren ikke kunne forhindre hurtige kontrascoringer fra Aymeric Minne, samt tre fløjtræffere fra Valero Rivera.

En udvisning til begge mandskaber midtvejs i halvlegen faldt ud til fransk favør, så en 10-8 føring blev vekslet til stillingen 10-11 på kort tid, blandt andet som følge af ukarakteristiske afbrændere fra Kristian Bjørnsen og Simon Hald i helt frie positioner.

Med Lukas Nilsson og Miguel Martins som regissører i et nyt overtal fik Felix Möller hakket udligningen til 11-11 i nettet.

Herefter fulgte en række dramatiske sekvenser, hvor hjemmeholdet følte sig bortdømt i flere situationer, da først Simon Hald og kort efter Kristian Bjørnsen blev vist ud.

Med to mand i undertal kom Aleks Vlah på banen, ligesom der var kortvarigt comeback til Mads Hoxer, der fremtvang et straffekast, som Jack Thurin desværre misbrugte.

Imens fortsatte Nantes’ med at score nærmest efter behag fra venstre fløj, en position der især i første halvleg var en akilleshæl for Maik Machullas mandskab, men en udvisning til gæsternes Baptiste Bonnefond gav en reducering til 14-15 i tomt net fra Sebastian Barthold.

Galleri – klik for at se større udgave

Det lignede en fransk to-målsføring ved pausen, men et frikast efter pausefløjt fra Thomas Arnoldsen blev drønet i nettet til jubelbrøl fra de 5.130 tilskuere og stillingen 16-17.

Målet gav samtidig et perfekt rygstød til anden halvleg, hvor Arnoldsen, der generelt var kampens store oplevelse, fortsatte de flotte takter.

Med hele 10 scoringer i anden halvlegs første knap syv minutter, var det fortsat ikke de defensive dyder der var i højsædet hos nogen af mandskaberne, men gradvist blev grebet strammet i Aalborg-forsvaret og en tre-måls føring blev etableret ved stillingen 24-21 efter en opsnappet bold fra Simon Hald.

Speederen var fortsat i bund fra hjemmeholdet efter 42 minutter, hvor man for alvor fik bevis for Maik Machullas spillestil med fokus på det hurtige kontraspil. En af disse endte med Sebastian Bartholds fjerde scoring og en føring på fire mål, hvilket tvang Nantes-træner Gregory Cojean til at trykke på timeout-knappen.

Tænkepausen gjorde dog ingen forskel, for gang på gang rullede kontrabølgen nu over de mere og mere rådvilde franskmænd, der med knap et kvarter igen måtte se sig bagud med seks mål.

Gæsterne forsøgte sig med syv-mod-seks i angrebet, men heller ikke det greb kunne nedbryde en stærkt spillende nordjysk defensiv og kostede i stedet blot scoring i mod i tomt net.

Med under ti minutter igen stod det helt klart, at franskmændene ikke kunne vriste sig fri af hjemmeholdets jerngreb og i stedet måtte resignere, mens en kogende Sparekassen Danmark Arena bar deres helte det sidste stykke vej til en fuldt fortjent 38-31 sejr.

Dermed blev det fjerde sejr på stribe for Aalborg Håndbold, der fik et perfekt udlæg i den svære Champions League-pulje, hvor det næste onsdag gælder HC Zagreb på udebane.

Inden da venter lørdag et besøg hos TMS Ringsted i den hjemlige herreliga.

Matchfacts Machineseeker EHF Champions League

Aalborg Håndbold – HBC Nantes 38-31 (16-17)

Stillinger undervejs

10’ 7-6, 20’ 11-11, 30’ 16-17, 40’ 25-22, 50’ 33-26, 60’ 38-31

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 11, Sebastian Barthold 6, Jack Thurin 6, Felix Möller 4, Aleks Vlah 4, Simon Hald 3, Miguel Martins 2, Kristian Bjørnsen 1, Marinus Munk 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Fabian Norsten 26%

Målscorere HBC Nantes

Valero Rivera Folch 7, Thibaud Briet 5, Aymeric Minne 4, Ayoub Abdi 4, Marko Milosavljevic 3, Kauldi Odriozola Yeregui 3, Lucas De la Breteche 2, Noam Leopold 2, Theo Avelange Demouge 1

Redningsprocenter HBC Nantes

Ivan Pesic – 28%

Ignacio Biosca – 18%

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 3

HBC Nantes: 3

5.133 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Skjern Håndbold Foto: Henrik Hansen
Miguel Martins (9) Aalborg Håndbold

Miguel Martins VM-suspenderet

Portugiseren er sent tirsdag aften blevet suspenderet fra VM-slutrunden som følge af en positiv dopingprøve. Opdateret kl. 15.42 Aalborg Håndbold er onsdag morgen blevet bekendtgjort med, at Miguel Martins ikke...
Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-OTP Bank PICK Szeged Foto: Henrik Hansen
Målmand Anton Hellberg (32) Aalborg Handbold

VM-debut til Arnoldsen

Thomas Arnoldsen fik sin første VM-kamp for Danmark, mens også Simon Hald kom i aktion i Danmarks åbningssejr over Algeriet mandag aften. Arnoldsen kom banen efter godt 11 minutter og...
Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-OTP Bank PICK Szeged Foto: Henrik Hansen
Målmand Anton Hellberg (32) Aalborg Handbold

Aalborg Håndbold tager afsked med Jack Thurin til sommer

Den svenske højre back stopper til sommer efter to sæsoner i Aalborg Håndbold. 25-årige Jack Thurin, der i sommeren 2023 kom til Aalborg Håndbold fra FC Porto, fortsætter efter den...

Håndbold i verdensklasse