Onsdag aften venter anden DM-finale, hvor Aalborg Håndbold med en sejr eller uafgjort kan sikre det danske mesterskab for syvende gang. Thomas Arnoldsen ser frem til endnu et fysisk hårdt slag mod Fredericia HK.
Søndag endte første DM-finale med en sejr på 31-26 til Aalborg Håndbold på hjemmebanen i Sparekassen Danmark Arena i et opgør hvor man førte fra start slut. Kampen var dog i perioder tættere end slutcifrene indikerer.
– Jeg synes personligt, at vi i første kamp spiller rigtig god håndbold og vi fik løst deres offensive forsvar rigtig fint. Vi brænder måske lidt for mange chancer i perioder af kampen, ligesom vi også laver et par tekniske fejl, der gør at tingene først bliver afgjort lidt sent.
– Set over hele kampen gør vi det godt i begge ender af banen, dog havde vi lidt problemer med deres fløje når de løb under vores forsvar, men alt i alt var det mere end godkendt.
– Hvad vi kunne have gjort bedre? Vi vil jo altid gerne løbe de hurtige omstillinger, men det er lidt sværere når man bruger mange kræfter på at slås mod et så offensivt forsvarsspil, men kan vi via vores gode forsvar få flere kontraer i kampen i morgen, så vil det da være at foretrække, siger Thomas Arnoldsen efter tirsdagens afsluttende træning forud for onsdagens opgør.
Jeg er overbevist om, at hvis vi spiller op til det niveau vi kan og som vi gjorde på hjemmebane, så er det nok til at tage en sejr eller i det mindste det ene point vi skal bruge.
- Thomas Arnoldsen
Sydjyderne kom som forventet med stor fysik og et aggressivt forsvarsspil i den første finale, men kan de onsdag aften komme med noget som Arnoldsen & Co. ikke forventer?
– Det vil overraske mig, hvis de kommer med noget helt nyt på det her tidspunkt af sæsonen, men holdene har dog altid en eller anden lille krølle klar i ærmet. Vi ved, at Fredericia er et hold der altid prøver forskellige ting af. For eksempel har de brugt meget syv-mod-seks spil tidligere og det gjorde de ikke så meget i første kamp, så det er da ikke utænkeligt, at det kommer i morgen.
– Derudover har vi mødt hinanden så mange gange, at det er svært at forestille sig, at nogen af holdene kan overraske hinanden, vurderer Arnoldsen, der i den første finale havde rigtig mange dueller med Fredericias offensive forsvar.
– Om jeg er klar på flere tæsk i morgen? Ja da, jeg er helt klar til flere slag! Det er pissesjovt at spille de her finaler og ja, det var en hård kamp og ja jeg fik mange tæsk, men det gjorde de altså også i den anden ende af banen. Det er bare sjovt at være derinde, sådan skal det være i de her finaler.
– Jeg er overbevist om, at hvis vi spiller op til det niveau vi kan og som vi gjorde på hjemmebane, så er det nok til at tage en sejr eller i det mindste det ene point vi skal bruge. Vi ved godt, at det er et meget svært sted at spille, men kan vi fastholde vores koncept og spillestil, så skal det nok gå, siger stortalentet Arnoldsen og anerkender samtidig vigtigheden af støtten fra de medrejsende Aalborg-fans.
– Det betyder sindssygt meget at de er der! Jeg har sagt det mange gange før, men vi har absolut de bedste fans i landet og især den opbakning vi får på udebane er helt vild. Jeg har flere gange oplevet, at det er vores fans man kan høre mest. Så de 150 der kommer med i morgen må meget gerne give den alt hvad den kan på tribunerne. Vi mærker det inde på banen og jeg er sikker på, at vi med deres opbakning kan sikre DM-titlen, afrunder Thomas Arnoldsen.
Onsdagens anden DM-finale spilles kl. 20.00 i T Hansen Arena. Kampen kan følges direkte på TV2 Sport og live i radioen i programmet LIGA på DR P4.