Læs optakt med Thomas Arnoldsen, der her ser frem mod årets første kamp i Herreligaen, hvor GOG gæster Aalborg lørdag eftermiddag.
Efter en god måneds vinterpause er Aalborg Håndbold lørdag tilbage i aktion, når GOG gæster en udsolgt Sparekassen Danmark til topbrag i Herreligaen.
For Thomas Arnoldsen har pausen været fin, men også lige i det længste.
– Ja, det har været en hård måned, men også god. Vi har kunne træne nogle nye ting fordi har haft mange træningspas, så det er selvfølgelig klart positivt, men nu glæder vi os også bare til at komme ordentligt i gang og spille om point, forklarer Arnoldsen og lægger ikke skjul på, at han har set frem til morgendagens kamp.
– Jeg glæder mig helt sindssygt til i morgen, og generelt til den sidste halvdel af sæsonen. Vi går ind i den afgørende fase nu og har alt at spille for; vi skal holde førstepladsen i ligaen, vi skal snart spille Santander Final4 og vi skal meget gerne videre i Champions League. Så jeg synes vi står et rigtig godt sted lige nu, og de to træninger vi har haft med alle mand tilbage har set rigtig godt ud.
– Personligt føler jeg mig også stort set på toppen. Jeg var selvfølgelig ude nogle måneder i starten af sæsonen, og derfor har det også været rart at jeg har kunne spille en masse i januar, for der skal kontinuerlig spilletid tid til at være helt klar, forklarer det 21-årige stortalent videre.
GOG kommer ind til lørdagens duel efter blot en enkelt testkamp i januar måned, hvor man sejrede 30-25 over KIF Kolding for en god uges tid siden. Holdet er på en øjeblikkelig fjerdeplads i Herreligaen med 21 point for 18 kampe, hvilket betyder 10 points afstand til Aalborg Håndbold, der i øjeblikket indtager førstepladsen. Dermed er der tale om en topkamp når de to mandskaber tørner sammen.
– Det er ikke bare hvilken som helst kamp vi starter med, må man sige. Skal vi tage sejren, så skal vi skal spille som vi har gjort i størstedelen af sæsonen indtil videre, hvilket vil sige at holde fast i vores koncept og spille vores spil, og så ellers se hvad de kommer med. Gør vi det, så er jeg sikker på at vi nok skal tage de to point i morgen, vurderer Arnoldsen og uddyber:
– Nøglen til at lykkedes er at spille disciplineret i angrebet og så ellers undgå at lave tekniske fejl, for de bliver straffet mod GOG. Kan vi ikke undgå det, så bliver det svært, ligesom vi ved at de med Aron Mensing og Emil Madsen har to spillere man ikke kan holde nede, men vi skal søge at begrænse dem.
Jeg glæder mig sindssygt meget og det er ingen hemmelighed, at det er fantastisk at spille på hjemmebane her i Aalborg. At der allerede i går blev meldt udsolgt viser blot hvor stor opbakning der er til klubben.
- Thomas Arnoldsen
– Til gengæld har vi en rigtig god chance hvis vi lykkes med vores spil. Defensivt er jeg overbevist om, at hvis først vi kommer på plads i angrebet, så skal de bruge mange kræfter for at komme i gennem til chancer. I angrebet skal vi forsøge at holde vores koncept, for vi har så mange spillere med forskellige kvaliteter, som de i så fald skal forholde sig til, og det kan være en stor mundfuld.
Lørdagens kamp blev allerede torsdag morgen meldt helt udsolgt, hvilket betyder 5.500 tilskuere på tribunerne i Sparekassen Danmark Arena.
– Jeg glæder mig sindssygt meget og det er ingen hemmelighed, at det er fantastisk at spille på hjemmebane her i Aalborg. At der allerede i går blev meldt udsolgt viser blot hvor stor opbakning der er til klubben. Vi nyder det hver eneste gang og jeg tror på alles vegne, at jeg roligt kan sige at vi glæder os sindssygt meget, siger Arnoldsen og slutter af med en klar opfordring til de nordjyske fans.
– Nu er det jo GOG vi møder og det kan man godt mærke, så jeg håber at vores fans er klar til at give den gas som de altid gør, og hvis de lige har fem procent mere i tanken, så må de gerne tage det med også, for det hjælper os sindssygt meget på banen.
Inden lørdagens dyst hyldes de i alt 12 EM-spillere der har deltaget ved den netop overståede slutrunde, fem spillere fra GOG og syv fra Aalborg Håndbold.
Kampen fløjtes i gang kl. 16.00 og har man ikke sikret sig billet til Sparekassen Danmark Arena kan opgøret også følges direkte på TV2 med optakt fra kl. 15.40.