Aleks Vlah glæder sig til torsdagens duel mod HC Zagreb i Machineseeker EHF Champions League, hvor Aalborg Håndbold kan tage et nyt vigtigt skridt mod avancement i turneringen.
For Aleks Vlah var starten på foråret ikke som ønsket, da den sympatiske slovener måtte sidde over de to første kampe med sygdom.
– Det var selvfølgelig ikke lige det jeg håbede på, men jeg har det meget bedre nu og det var dejligt at være med igen i lørdags og mærke stemningen på hjemmebane, den har jeg savnet de seneste par måneder.
– Derfor ser jeg også meget frem til de kommende vigtige kampe, ikke mindst i Sparekassen Danmark Arena og jeg glæder mig til at spille Champions League igen i morgen, forklarer Aleks Vlah efter onsdagens træning.
Forud for kampen mod HC Zagreb er stillingen i pulje A i Machineseeker EHF Champions League mere end almindelig tæt. Kroaterne er før opgøret placeret på en sjetteplads med 10 point, mens Aalborg Håndbold på andenpladsen har 12 point. Der er således alt at spille for i de resterende fire puljekampe.
– Selvfølgelig bliver det spændende, men jeg vil ikke begynde at spå om hvilke hold der ender på hvilke pladser. Vores fokus er kun på os selv og den næste kamp og vi går altid på banen for at vinde. Selvfølgelig håber jeg vi kan tage fire sejre i de sidste kampe, for vinder vi dem alle, ved vi også hvor vi står. Vi kan dog ikke gøre andet end at gå ud og yde vores bedste hver gang, så må vi se til sidst om det har været nok til at nå vores mål, forklarer Aleks Vlah videre inden talen falder på en af slovenerens tidligere klubber, nemlig morgendagens modstander fra HC Zagreb.
Hovedstadsklubben fra Kroatien er blandt overraskelserne i sæsonens turnering, hvor man udover den uafgjorte 30-30 kamp mod Aalborg Håndbold i Kroatien også har vundet over ungarske OTP Bank Pick Szeged, samt spillet uafgjort med Industria Kielce.
– Nogle synes de har været en overraskelse, men jeg er faktisk ikke enig, for jeg er ikke overrasket over hvad de har opnået. Det er et hold der er bygget godt og har formået at blande dygtige, unge talenter og ældre erfarne spillere. Jeg ser dem som et virkelig stærkt hold, der tager udgangspunkt i et stærkt forsvar, ligesom deres målmand Matej Mandjic har fået sit gennembrud i denne sæson og spiller fremragende.
Det er selvfølgelig nemmere og federe at spille på hjemmebane, men det betyder ikke at tingene kommer af sig selv. Vi skal ud at vise Zagreb, at det her er vores hjemmebane og den vil vi gøre alt for at forsvare.
- Aleks Vlah
– Dertil kommer, at de har en meget stærk stregspiller og er gode til at skyde fra distancen, så vi skal føle dem lidt på tænderne til at starte med, men selvfølgelig også den taktik vi har lagt for kampen. Vi skal spille vores spil og prøve at holde et højt tempo, så vi kan få de nemme mål og holde dem under pres. Derudover gælder det selvfølgelig om at forsvare bedst muligt og hjælpe målmændene, hvilket igen giver os de hurtige kontrastød og mål, lyder det videre fra Aalborg Håndbolds nummer 18.
For Aalborg Håndbolds vedkommende har sæsonen i den fornemmeste europæiske klubturnering foreløbig bragt markant flere positive end negative oplevelser, blandt andet med sejre på udebane over både Industria Kielce og THW Kiel.
– Man kan sige, at vi godt kunne have haft endnu flere point, men omvendt kunne vi også have haft færre. Det tænker jeg ikke så meget på, lige nu er vi på andenpladsen og den skal vi gøre alt for at fastholde, selvom vi selvfølgelig har ambitioner om at nå førstepladsen også.
– Til gengæld er det vigtigt, at vi spiller tre af de sidste fire kampe på hjemmebane. Det er selvfølgelig nemmere og federe at spille på hjemmebane, men det betyder ikke at tingene kommer af sig selv. Vi skal ud at vise Zagreb, at det her er vores hjemmebane og den vil vi gøre alt for at forsvare. Ingen skal komme her og tro de nemt kan tage point fra os og der betyder vores fans ekstra meget. De giver os en markant fordel, og vi vil gerne betale dem igen med sejre, afrunder Aleks Vlah.
Vil du også opleve torsdagens Champions League-brag i Sparekassen Danmark Arena, så er der endnu få ledige billetter. Opgøret fløjtes i gang kl. 18.45.