Aftenens VELUX EHF Champions League kamp ude mod RK Celje endte i et nederlag på 32-28. Allerede inden kampen stod det dog klart, at vi ikke kunne gå videre, da Meshkov Brest overraskende slog PSG.
Resultatet af den tidlige kamp i Gruppe B var annonceret i hallen, og det satte sit præg på holdene lige op til kampstart. Brests sejr over PSG betød nemlig, at hverken os eller RK Celje havde mulighed for videre avancement.
Da kampen blev fløjtet i gang fejlede tændingen hos de to mandskaber dog ikke noget. To udvisninger til begge hold i de indledende minutter gav en indikation på, at ingen af holdene havde tænkt at ligge sig.
Spillemæssigt famlede vi en smule i indledningen, og vi kom dermed til at hænge et lille skridt efter fra start. Hjemmeholdet kom sågar foran med fem mål undervejs i første halvleg.
Vi fik dog reduceret forspringet undervejs bl.a. takket være Søren Pedersen, der gjorde et flot indhop i målet, som var med til at sætte flere nemme kontrascoringer på tavlen. Ved pausen var slovenerne dog stadig i teten ved stillingen 15-12.
Efter sidebyttet var kampbilledet lidt det samme. Vi haltede fortsat lidt efter, og havde til tider problemer i det etablerede angreb, mens vi ved flere lejligheder var for uskarpe i ellers gode afslutningssituationer. Redninger gav os dog flere hurtige kasser, som holdt os inde i kampen.
Men hullet op til hjemmeholdet blev aldrig helt lukket, og vi var derfor tvunget til at spille mere risikobetonet håndbold til slut. Det gav desværre ikke bonus, og vi måtte derfor efter 60 minutters spil erkende, at det bliver til et nederlag i sæsonens sidste udekamp i Champions League.
Det er derfor nu en kendsgerning, at vi ikke går videre til knockoutfasen fra Gruppe B, der har været betegnet som en af de sværeste Champions League puljer i nyere tid.
Vi mangler dog fortsat en enkelt kamp i turneringen, som spilles næste søndag 4. marts kl. 16.50, når SG Flensburg-Handewitt kommer på besøg i Jutlander Bank Arena. Vi har tænkt os at slutte godt af og levere en god præstation foran vores trofaste hjemmepublikum du kan sikre dig billet til kampen her.
MATCHFACTS:
Målscorere for RK Celje:
Borut Mackovsek 8, Ziga Mlakar 6, Jaka Malus 5, Igor Anic 4, Tilen Kodrin 2, Gal Marguc 2, Matic Suholeznik 2, Domen Makuc 1, Urban Lesjak 1, Matic Groselj 1.
Målscorere for Aalborg Håndbold:
Magnus Saugstrup 5, Simon Hald 4, Buster Juul 4, Patrick Wiesmach 4, Tobias Ellebæk 3, Lovro Jotic 3, Martin Larsen 2, Andreas Holst 1, Jacob Hessellund 1, René Antonsen 1.
Udvisninger:
RK Celje: 4 x 2 min
Aalborg Håndbold: 5 x 2 min
Aftenens tilskuertal i Dvorana Zlatorog, Celje, var 2.370.