Den dengang kun 18-årige højre back, Christian Termansen, fik noget af et gennembrud på Aalborg Håndbolds hold i foråret. Ikke mindst i hjemmekampen mod Mors-Thy Håndbold 15. maj, hvor han scorede otte mål i sejren på 38-34. Hentet direkte ind fra klubbens U19-hold.
Han fik i alt 17 kampe i ligaen og i EHF Champions League i sidste sæson. Han slog i perioder til, da både Martin Larsen og Lukas Sandell var ude med skader.
Nu er det hverdag igen for den 1,95 meter høje knægt fra Syvsten ved Sæby. Han er blevet 19 år i sommer, er fortsat U19-spiller og nu med en to-årig kontrakt i Aalborg Håndbold.
Studentereksamen fra Dronninglund Gymnasium er i hus, og nu er der fuld fokus på håndbolden i et sabbatår – gerne suppleret med et fritidsjob.
– Målet for mig i denne sæson er at blive fysisk stærkere. Jeg vejer i øjeblikket 84 kilo og skal op på 92 kilo, så der skal trænes hårdt i styrkelokalet hele sæsonen samtidig med, at jeg primært skal spille på U19-holdet og træne og spille med ligaholdet, når der er behov for det, siger Christian Termansen, der godt kender hierarkiet med Lukas Sandell og Mads Hoxer foran sig. Desuden er korsbåndsskadede Martin Larsen i truppen.
– Jeg kan også spille højre fløj, og i øjeblikket supplerer jeg der, fordi Andreas Flodman endnu ikke er klar.
Christian Termansen er født og opvokset i Syvsten og kastede som syv-årig med en håndbold for første gang i den legendariske hal, der i 1988 dannede rammen om Lyngsås danske mesterskab i kvindehåndbold. Han spillede senere i Sæby HK – som højre fløj, indtil han som andetårs U14 skiftede til Hjallerup IF. Et år senere gik turen til Aalborg Håndbold, hvor han har udviklet sig med ekspresfart som U16 og senere som U18/U19-spiller med bl.a. debut på U-landsholdet.
Christian Termansen er glad for nu at have 100 pct. fokus på håndbolden:
– Det giver mig mulighed for at slappe af og restituere, når jeg har brug for det. Jeg bor hjemme hos mine forældre og er et stort familiemenneske, der nyder samværet med de nærmeste, vennerne og min kæreste, der bor i Hjallerup.
Ikke sært, at en sæson med store oplevelser med afgørende kampe mod danske og europæiske tophold giver mod på mere for en ung, talentfuld spiller, der i sine afslutninger altid har et godt øje til langt hjørne for oven.
– Det er stort bare at være med på bænken og til hver træning lære af så dygtige spillere, siger han.