Lørdag venter første ligakamp for Aalborg Håndbold i to uger, når det på udebane gælder KIF Kolding. Læs cheftræner Simon Dahls forventninger til opgøret.
Således nåede Simon Dahl akkurat at stå i spidsen for Aalborg Håndbold i en enkelt kamp inden landsholdspausen, da det på udebane blev til sejr over Grindsted GIF. Men hvad er de knap to ugers pause blevet brugt på?
– Vi har selvfølgelig haft en god flok afsted med landshold, mens resten har brugt tiden på at restituere, ligesom vi har forsøgt at lægge lidt mere på rent fysisk med de folk vi har haft til rådighed, da det er noget vi har prioriteret.
– Efter alle er kommet tilbage har vi brugt de to træningspas i denne uge på at finde hinanden igen og lave lidt småjusteringer i begge ender af banen.
– Oven på det program vi var igennem og den afslutning der kom op mod landsholdspausen, var det sundt med en pause hvor vi var væk fra hinanden. Nu er alle er mødt ind med god energi, så jeg vil vurdere, at vi har brugt tiden fornuftigt, siger cheftræner Simon Dahl efter fredagens træning.
Forude venter en intens slutspurt på efteråret med hele 11 kampe på fire uger, hvilket uden tvivl bliver strabadserende, men også spændende.
– Det tætte kampprogram er en af årsagerne til, at vi valgte at prioritere, at vi skulle have lidt fri i landsholdspausen. Det gælder ikke mindst OL-spillerne, for det var stort set det eneste hul i kalenderen vi har haft i et travlt efterår.
– Der skulle tankes op på den mentale konto, for vi har været meget sammen og kommer til at være det igen, men en gang i mellem er det også rart at se andre mennesker, forklarer Simon Dahl videre og understreger vigtigheden af Aalborg-truppens bredde i forhold til det kommende program.
– Det bliver utrolig vigtigt for os at få mange mand i spil, da vi skal spille mange kampe på kort tid. Derfor skal man forvente stor udskiftning løbende for at holde så mange mand som muligt friske og i gang.
– Om der er sket radikale ændringer siden jeg tog over? Nej, overhovedet ikke. Der er selvfølgelig småjusteringer og det tror jeg der vil være uanset hvem der er træner. På to træningspas er det dog begrænset hvad man kan nå at ændre, så det er nede i detaljegraden vi har kigget på lidt forskelligt, men der er intet revolutionerende nyt.
Jeg oplever et meget dynamisk hold, der er klar til at angribe kampen i morgen og gå efter sejren.
- Cheftræner Simon Dahl
Morgendagens værter indledte sæsonen med to sejre, men har siden været inde i en stime på otte kampe uden fuld gevinst. Senest tabte koldingenserne med hele 16 mål på udebane til Skjern.
– Jeg forventer at Kolding uden tvivl gerne vil revanchere deres seneste præstation. Den kunne man se, læse og høre at de ikke var tilfredse med, men jeg forventer også alt det uventede fra dem.
– De har haft tre uger siden seneste kamp, hvilket har givet dem rig mulighed for at ændre en masse. Vi kan kun forberede os på det vi kan se, men der kan være sket meget i den periode, så vi forventer det uventede, forklarer cheftræneren, der dog også ved hvad det kræver for at tage en sejr og to point med hjem i bussen til Aalborg.
– Det kræver at vi er koncentrerede og skarpe på vores prioriteter og jeg synes, at noget af det der klædte os meget i kampen i Grindsted var vores ro og spil med bolden. Der var stort set ingen tekniske fejl. Det er en stor prioritet for os, at være dygtige til den del. Selvom det måske ikke var nemt at se, så synes vi, at vi havde en god defensiv. Det betyder, at hvis vi selv passer godt på bolden når vi har den, så skal de andre være dygtige for at slå os,
– Så vi går ind til kampen med oprejst pande og det gode ved at have mange landsholdsspillere er, at de har været i lidt andre roller på deres respektive landshold og er kommet hjem med en god energi, hvilket giver en god dynamik.
– Generelt oplever jeg et meget dynamisk hold der er klar til at angribe kampen i morgen og gå efter sejren, så det har vi i den grad tænkt os at gøre, afrunder Simon Dahl.
Lørdagens kamp spilles kl. 16.00 i Sydbank Arena i Kolding. Kampen vises ikke på TV eller via livestream, men kan følges via liveopdateringer i tekst på nordjyske.dk – via live opdateringer på tophaandbold.dk eller via Tophåndbold app’en.