pokal header web (3)

Defensive mangler kostede dyrt mod Skjern

En pauseføring på 17-16 blev vekslet til et nederlag, da et usammenhængende forsvar søndag aften blev straffet med cifrene 33-30 i Skjern Bank Arena. Lukas Sandell topscorer med 12 scoringer.

Et fortsat skaderamt Aalborg Håndbold-mandskab måtte søndag aften atter undvære Mads Hoxer og Aron Pálmarsson, mens også Kristian Bjørnsen denne aften var fraværende, grundet nært forestående familieforøgelse.

Alligevel var det de hvidklædte gæster der kom bedst fra land, og trods en tidlig 2-minutters udvisning til Andreas Flodman, var offensiven velkørende, så Buster Juul efter knap otte minutter kunne bringe Aalborg Håndbold i front med 6-3.

Lukas Sandell fortsatte hvor han slap i mandagens sejr over KIF Kolding, og med fart og finter var svenskeren kampen igennem en stor mundfuld for den vestjyske defensiv at håndtere.

Gradvist kom Skjern dog bedre med i opgøret, og en ny udvisning, denne gang til Martin Larsen, betød at hjemmeholdet efter knap 17 minutter kom tilbage på omgangshøjde ved stillingen 9-9.

Ved stillingen 11-11 valgte begge hold at skifte ud på målmandsposten, hvilket for Aalborg Håndbolds vedkommende sendte Mikael Aggefors på mål i stedet for Simon Gade, men det var værterne der kom bedst fra skiftet, i det Robin Haug i Skjern-kassen straks kom i vejen for adskillige skud.

Billedet fra kampens indledning var nu vendt på hovedet, idet hjemmeholdet kom relativt ubesværet til scoringer, mens den nordjyske offensiv var gået ned i kadence og måtte kæmpe hårdere for hvert eneste mål. Alligevel gjorde Lukas Sandells voldsomme venstrearm, at Aalborg Håndbold kunne følge med på måltavlen og ved pausen føre med 17-16.

De talstærke medrejsende fans fra Aalborg Håndbold Support bragede flere gange igennem lydkulissen på tribunerne, og de kunne fra anden halvlegs start konstatere, at den jævnbyrdige kamp fortsatte ufortrødent.

Desværre var der fortsat langt mellem snapsene i Aalborg-forsvaret, hvor man flere gange kom til at stå for spredt, hvilket gav plads til blandt andet Skjerns Simen Pettersen, der på kort tid fik sendt hjemmeholdet tilbage i front.

Simon Gade kom derfor tilbage i målet, men uden den fornødne hjælp fra holdkammeraterne kunne heller ikke han sætte en stopper for de grønblusedes scoringer, hvilket betød at Skjern efter 37 minutter var i front med 21-19.

Trods en udvisning til hjemmeholdet var man tre minutter senere nede med fire scoringer ved stillingen 24-20 og cheftræner Stefan Madsen var tvunget til at tage timeout.

Heller ikke det træk kunne dog ændre på tingenes tilstand, og ondt blev værre, da Skjern øgede føringen til hele seks mål. Der skulle således en dobbelt-udvisning til hjemmeholdet til, førend end en fem minutter lang måltørke blev brudt af Andreas Flodman.

Da haluret i Skjern Bank Arena rundede 50 minutter var føringen indsnævret til fire scoringer, og med endnu en udvisning til Skjern, samt vigtige scoringer fra Lukas Sandell, Henrik Møllgaard og Felix Claar, var Aalborg Håndbold på få minutter tilbage i opgøret ved stillingen 28-27 og man øjnede nu muligheden for point.

Tættere på kom man dog ikke, og det blev ved lige-ved-og-næsten, da Skjern i slutfasen igen fandt nøglen til den aalborgensiske defensiv, og trak sejren i land med cifrene 33-30.

Med aftenens resultat er Aalborg Håndbold nu på andenpladsen i slutspillets pulje 1 med fem point, hvor alle hold har spillet tre kampe.

Forude venter nu 10 dages pause med landsholdshåndbold inden næste kamp i slutspillet spilles på udebane mod KIF Kolding onsdag 3. maj.

Matchfacts HTH Herreligaen

Skjern Håndbold – Aalborg Håndbold 33-30 (16-17)

Stillinger undervejs

10’ 4-6, 20’ 11-11, 30’ 16-17, 40’ 23-20, 50’ 28-24, 60’ 33-30

Målscorere Aalborg Håndbold

Lukas Sandell 12, Henrik Møllgaard 5, René Antonsen 4, Victor Kløve 3, Buster Juul 3, Felix Claar 2, Andreas Flodman 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Simon Gade – 13 %

Mikael Aggefors – 13,3%

Målscorere Skjern Håndbold

Jakob Rasmussen 9, Simen Pettersen 7, Lasse Uth 6, Senjamin Buric 4, Eivind Tangen 2, René Rasmussen 2, Alfred Jönsson 1, Jonathan Würtz 1, Oliver Norlyk 1

Redningsprocenter Skjern Håndbold

Christoffer Bonde – 9,1%

Robin Haug – 28,6%

2-minutters udvisninger

Skjern Håndbold: 4

Aalborg Håndbold: 3

2.801 tilskuere i Skjern Bank Arena

Skjern3

Remis i første slutspilskamp

Trods en stærk defensiv indsats og en pauseføring på fire mål måtte Aalborg Håndbold lørdag nøjes med det ene point, da man på udebane i Skjern spillede 22-22. Lørdag eftermiddag...
simon-dahl-bsh

Simon Dahl giver tre nøgler til sejr over Skjern

Se med når cheftræner Simon Dahl ser frem mod det kommende slutspil og lørdagens kamp i Skjern. https://youtu.be/aRhLC3EqfSg Lørdagens kamp spilles kl. 16.00 i Skjern Bank Arena og kan følges...
Aalborg Håndbold møder Industria Kielce i EHF Champions League

Deltag i årets fanundersøgelse

Besvar spørgeskemaet og vær med i lodtrækningen om en signeret spillertrøje I Aalborg Håndbold stræber vi hele tiden efter at blive bedre. Ikke bare på banen, men også uden for...

Håndbold i verdensklasse