På den værst tænkelige måde måtte vi se drømmen om en gentagelse af pokaltriumfen fordufte. Efter at have været bagud det meste af kampen fik vi kæmpet os tilbage, men på et mål i absolut sidste sekund til slutresultatet 24-25 løb GOG med sejren og dermed Final4 pladsen.
Det var en nervøs og samtidig tempofyldt åbning på kampen. Flere fejl sneg sig ind i begge ender, mens der også var godt gang i målscoringen. Efter 10 minutter var stillingen 5-5.
Efterfølgende faldt scoringsfrekvensen drastisk, mens det nervøse spil fortsatte. Det blev en rigtig pokalkamp med høj intensitet, mens der skulle kigges langt efter det polerede spil.
Fra vores side manglede vi skarphed i vores aktioner i første halvleg specielt angrebsmæssigt. Det var derfor gæsterne fra GOG, der gik til pause foran 12-8.
Efter pausen kom vi fint ud og fik bedre gang i målscoren. Knap 10 minutter inde fik vi reduceret til 14-15, mens GOG samtidigt trak en udvisning.
Vi formåede dog ikke at udnytte momentum herfra, og gæsterne trak i stedet fra igen til føring på fire mål.
Den rigtige rytme fandt vi aldrig for alvor, men vi forsøgte os i stedet med 7 mod 6 spillet for at komme tilbage i kampen, og det gav pote.
Med en forrygende fight kæmpede vi os tilbage i opgøret, og med fem minutter igen tog vi føringen i kampen inden en intens og dramatisk afslutning.
Af to omgange spillede vi os i front, men begge gange havde GOG et modsvar i det efterfølgende angreb. Med godt et minut tilbage missede vi chancen for en ny føring, og bolden kom i stedet på GOG-hænder.
25 sekunder før tid skød gæsterne forbi mål, men i det efterfølgende opspil stjal Josef Pujol bolden tilbage på fynske hænder.
I kampens allersidste aktion sled gæsternes Lasse Møller sig igennem og skød bolden i mål til slutresultatet 24-25.
På en dag hvor intet rigtig fungerede fik vi kæmpet os tilbage, for i sidste ende at se gæsterne løbe med sejren på den værst tænkelige måde.
Tilbage står vi med en utrolig skuffet følelse. I pokalturneringen er der dog ikke råd til ikke at ramme dagen, og det mærkede vi i dag på den allerværste måde.
Vi skal nu op på hesten igen og slutte 2019 godt af, når vi på lørdag gæster Skanderborg Håndbold, der tidligere på aftenen kvalificerede sig til Final4 ved at slå Ringsted på udebane.
Kampens spiller blev Tobias Ellebæk.
Tobias Ellebæk 6, Mads Christiansen 4, Mark Strandgaard 3, Henrik Møllgaard 3, Sebastian Barthold 3, Janus Smaráson 3, Benjamin Jakobsen 1, Magnus Saugstrup 1.
Målscorere for GOG:
Emil Jakobsen 8, Mathias Gidsel 7, Emil Lærke 4, Lasse Møller 3, Josef Pujol 1, Odinn Rikhardsson 1, Arnar Arnarsson 1.
Redninger:
Kristian Sæverås: 13/37 (35 %)
Mikael Aggefors: 0/1 (0 %)
Viktor Hallgrimsson: 14/38 (37 %)
Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.
GOG: 1 x 2 min.
Dagens dommere var Mads Hansen & Marting Gjeding.
Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 3.470.