Vi kom forrygende fra land i semifinaleserien mod Bjerringbro-Silkeborg. I en medrivende Jutlander Bank Arena vandt vi 33-30 efter undervejs at have været foran med hele 10 mål.
Det blev en fantastisk aften, hvor vi kom blæsende fra første fløjt og sikrede os den ønskede åbning på semifinalerne.
Fra start var det tydeligt at mærke på samtlige spillere, at de var tændt og opsatte på at levere varen for de mere end 4.300 fremmødte tilskuere i Jutlander Bank Arena.
Det afspejlede sig også på måltavlen, hvor vi med føringer på bl.a. 3-0, 9-4 og 15-10 kunne gå til pause foran 19-13.
Koncentrationen var helt i top, angrebsspillet var med højt tempo, i forsvaret blev der gået til stålet, og så havde vi Mikael Aggefors i målet, som hev utallige flotte redninger frem.
Fra starten af anden halvleg fortsatte vi i samme spor og fik sat en stopper for et comeback-forsøg fra gæsterne.
Seks minutter af anden halvleg skulle der gå, før vi havde spillet os til en 10-måls føring på 26-16.
Herfra begyndte vi at tabe koncentrationen og kynismen en smule, men det ændrede ikke ved, at vi fortsat var i solid kontrol af kampen.
BSV-mandskabet spiste stille og roligt af vores forspring, men hver gang de var ved at nærme sig, fik vi strammet grebet om kampen.
Det betød derfor ikke det store, at Bjerringbro-Silkeborg i slutfasen fik barberet forspringet ned til tre mål. Det ændrede nemlig ikke på, at vi kunne hæve hænderne i jubel ved slutsignalet.
Sejren blev grundlagt med en helstøbt indsats fra hele holdet, som leverede god håndbold og ikke mindst forrygende fight fra første sekund.
Med sejren er vi nu et skridt nærmere en finaleplads. Nu skal arbejdet gøres færdigt på søndag i Silkeborg, hvor vi med et point kan sikre os en plads i kampen om DM-titlen.
En kæmpe tak skal også lyde til de mange fremmødte tilskuere, som i den grad også var i semifinaleform og med til at skabe en medrivende kulisse om aftenens kamp.
Sebastian Barthold 7, Henrik Møllgaard 6, Mark Strandgaard 5, Janus Smarason 5, René Antonsen 4, Ómar Ingi Magnússon 4, Aleksander Selmar 1, Jesper Meinby 1.
Målscorere for Bjerringbro-Silkeborg:
Jacob Lassen 11, Jesper Nøddesbo 5, Jens Dolberg 4, Sebastian Skube 3, Mads Øris 2, Nikolaj Øris 2, August Pedersen 2, Johan Hansen 1.
Redninger:
Mikael Aggefors: 20/50 (40%)
Aljosa Rezar: 10/23(43%)
Kasper Larsen: 6/24 (25%)
Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 4 x 2 min.
Bjerringbro-Silkeborg: 4 x 2 min. og et direkte rødt samt efterfølgende blåt kort til Jesper Nøddesbo.
Dagens dommere var Per Olesen & Claus Gramm Pedersen.
Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 4.313.