Der var feststemning til aftenens kamp mod Lemvig-Thyborøn og med god grund. Vi sikrede os en sejr på 36-29 over Lemvig-Thyborøn i nogle særdeles farverige rammer.
Fest og farver det var der masser af til dagens kamp. 4.257 tilskuere var på plads i Jutlander Bank Arena, og mere end 1.000 af disse var repræsenteret af deltagere fra mange af vores samarbejdsklubber fra hele Nordjylland.
Det var med til en skabe en forrygende kulisse til aftenens kamp. Scenen var således sat, og det var op til spillerne at få stemningen til at ramme kogepunktet og det bidrog de godt til.
Der var nemlig fuld fart over stepperne fra første fløjt. Efter blot 8 minutters spil var stillingen således allerede 8-5 i vores favør.
Målfrekvensen faldt en smule efterfølgende, men de fleste af slagsen den resterende del af halvlegen faldt heldigvis til vores fordel. Vi kunne derfor gå til pause foran 18-14.
Efter pausen tegnede der sig et lignende kampbillede. Der var høj tempo og masser af fart over feltet i begge ender og igen fik vi puttet den størstedel af boldene i kassen.
I forsvarsenden haltede det en smule for os, og gæsterne kom for nemt til chancer. I angrebet spillede vi til gengæld rigtig god håndbold i store perioder.
I front gik Henrik Møllgaard, der leverede en fabelagtig præstation i aftenens kamp. 7 mål på 7 forsøg og læg dertil 5 assists, og det vidner altså om en rigtig flot indsats.
Der var dog også flere flotte præstationer, og mange bød sig til undervejs. Sejren blev derfor kørt sikkert i hus efter en anden halvleg, hvor den vigtige sejr aldrig for alvor kom i fare.
Da slutsignalet lød kunne vi således konstatere, at der på måltavlen stod 36-29 og to vigtige point kan dermed sættes på kontoen.
En kæmpe tak skal lyde til de mange fremmødte, som skabte en fantastisk ramme om aftenens kamp specielt sender vi stor respekt afsted til vores mange samarbejdsklubber, der var til stede her til aften, og som var med til at skyde weekenden i gang med en rigtig fest.
Med sejren går vi igen forbi GOG i tabellen og indtager førstepladsen fynboerne har dog en kamp i baghånden. De to point giver os til gengæld et ualmindeligt godt udgangspunkt i forhold til at sikre os en placering i top 2 og dermed to point med i slutspillet for definitivt at sikre os dette mangler vi et point i de sidste to kampe.
Nu sætter vi midlertidig ligaen på pause og fokus rettes mod næste weekend, hvor der venter en af de helt store og ikke mindst spændende udfordringer. Her står den på Final4 i BOXEN, hvor vi går efter vores første pokaltitel nogensinde. Du kan købe din billet hertil lige her.
Henrik Møllgaard 7, Tobias Ellebæk 6, Mark Strandgaard 5, René Antonsen 4, Janus Smarason 3, Sebastian Barthold 3, Ómar Ingi Magnússon 3, Magnus Saugstrup 3, Mikael Aggefors 1, Jesper Meinby 1.
Målscorere for Lemvig-Thyborøn:
Jonas Gade Nielsen 6, Mads Thymann 6, Rasmus Porup 5, Jesper Kokholm 4, Mark Nikolajsen 4, Jørgen Rasmussen 2, Michael Thøgersen 1, Mathias Porsholdt 1.
Redninger:
Mikael Aggefors: 8/23 (35%)
Kristian Sæverås: 5/19 (26%)
Jesper Sørensen: 4/20 (20%)
Shadrach Amie Nsoni 5/23 (22%)
Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 4 x 2 min.
Lemvig-Thyborøn: 3 x 2 min.
Dagens dommere var Michael Søegaard og Thomas Kalisz Nielsen.
Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 4.257.